Det er i starten af 1960erne, og ved et faldefærdigt hus i sovjetiske Leningrad løber et par unge drenge rundt med træpinde.
De leder efter rotter i huset, og da en af drengene spotter en stor en af slagsen, sætter han i løb efter det sagesløse dyr.
Han jagter rotten rundt, indtil det lykkes ham at få den presset op i et hjørne.
Det er nu tid til at bruge træpinden, men så vender situationen.
Rotten vælger nemlig at gå til angreb på den lille dreng, der bliver skræmt, løber skræmt væk og smækker en dør i hovedet på det aggressive dyr.
Drengen kommer ikke til skade, men episoden brænder sig alligevel for altid fast i hans minder som den dag, hvor en helt særlig lektie blev lært.
Han fortæller nemlig i 2000, at han den dag lærte, hvad der sker, når man bliver 'trængt op i et hjørne'.
Og det er en lærdom, som vi i dag mærker på tætteste hold, for den lille, sovjetiske dreng var Vladimir Vladimirovich Putin.
I dag fører han nemlig en krig, der i store træk bygger på præsidentens holdning om, at Rusland som stormagt gennem årtier er blevet presset op i et hjørne.
Og så gør Putin som rotten i barndomshjemmet: bider fra sig.
Men dengang i det gamle Sovjetunionen var der ikke meget, der tydede på, at lille Vladimir skulle blive den, han er i dag.
Han bliver af sine gamle skolelærere beskrevet som »en bølle« i skolegården. En lille dreng, der dog var god til at slås.
Og så bliver han beskrevet som en ung sovjetisk dreng, der som de fleste andre på sin alder har to altoverskyggende heltefortællinger, han læner sig op ad.
Først og fremmest er der de heroiske beskrivelser af de heltemodige børn, der under anden verdenskrig kæmpede mod fascismens onde ansigt.
Og så er der Stierlitz.
Max Otto von Stierlitz er det sovjetiske svar på James Bond, og i 1973 portrætterer skuespilleren Vyacheslav Tikhonov i en 12 afsnit lang tv-serie livet som spionen Stierlitz, der opererer i Nazityskland.
To år efter – i 1975 – begynder dengang 23-årige Vladimir selv i det sovjetiske spionagentur KGB.
Vladimir gør national tjeneste i ti år, før han i 1985 udstationeres til tyske Dresden, og det er her, der for alvor kommer skub i hadet til de vestlige stormagter.
Med sig til Østtyskland har han sin kone, Ljudmila, der allerede på dette tidspunkt har fået en forsmag på sin mands sommetider uortodokse måde at gribe tingene an på.
For at teste hendes kærlighed har han nemlig år forinden allieret sig med et par kammerater og instrueret dem i at forføre Ljudmila.
Svaret havde været kontant – »Jeg er sammen med Vladimir, ellers tak« – og dermed var hun altså godkendt.
Livet i Dresden er »kedeligt og gråt«, har Ljudmila senere beskrevet, og udstationeringen slutter da også brat, da Berlinmuren i 1989 bliver væltet.
Vladimir og konen vender i den forbindelse tilbage til deres hjemland, og her kan KGB-agenten se sin helt store drøm smuldre fra første parket.
Drømmen om et styrket Sovjetunionen.
I stedet bliver det til unionens forfald i 1991, og nu ulmer hadet i endnu større grad hos Vladimir, der særligt skyder skylden på de vestlige magter.
Frustrationen bliver Vladimirs motivation for at træde ind i politik, og her gør han mildest talt lynkarriere.
Det begynder i Sankt Petersborgs administration. Så går turen i 1996 til Moskva. I 1999 bliver han premierminister, og i 2000 kan Vladimir Putin så endelig skrive 'præsident' på sit cv.
'Vladimir' er nu i folkemunde blevet til 'Putin', og relativt hurtigt giver den nye præsident smagsprøver på sin stil som en leder, der slår sine modstandere ned med hård og brutal hånd.
Det sker eksempelvis i 2006, da journalisten Anna Politkovskaya, der i mange år havde forholdt sig kritisk over for den russiske ageren i Tjetjenien, bliver myrdet i en elevator ved hendes lejlighed.
Samme år er det den tidligere FSB-agent Alexander Litvinenko, som i London via sin kop te bliver forgiftet med det radioaktive stof polonium 210.
Litvinenko havde i sit eksil i London afsløret en række af den russiske efterretningstjeneste FSBs hemmeligheder, og samtidig herskede der et personligt fjendskab mellem ham og Putin.
Politkovskaya og Litvinenko er blot to ud af utallige eksempler på situationer, hvor Putins Rusland kan forbindes til dødsfald eller drabsforsøg på personer, der har ytret sig negativt om det tidligere Sovjetunionen.
Det siges i den forbindelse, at det var under Putins tid som direktør for FSB – fra 1998 til 1999 – han fik sin kyniske side og lærte, hvordan det er muligt at likvidere politiske modstandere både inden og uden for de russiske grænser.
De seneste 22 år har Putin – med fire af årene som premierminister – regeret Rusland med en jernnæve, og gennem næsten alle årene har præsidenten ikke lagt skjul på sin nok største dagsorden:
At Rusland i årtier er blevet forsøgt gjort svagere af Vesten, og at man skal tilbage til sin position som absolut stormagt.
Og gradvist er den besættelse blevet mere og mere ekstrem.
Det har folk tæt på ham tydeligt kunnet mærke.
Et eksempel er franske Sylvie Bermann, der har været ambassadør i Rusland, og som har beskrevet Putins udvikling de seneste år således:
»Der skete noget. Han snakker med en anden vrede og raseri end hidtil.«
Og det er altså – efter alt at dømme – den vrede, der 24. februar fik ham til at sende russiske tropper ind i Ukraine, efter landet i for lang tid havde flirtet med NATO og resten af vesten.
Kilder: Express, New York Times, BBC og dokumentaren 'Putin: A Russian Spy Story').
