Står det til Det Hvide Hus selv, så mødtes to såkaldte 'GOATS' tirsdag i den amerikanske præsidentbolig.

Nemlig den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo på den ene side og Donald Trump på den anden.

Betegnelsen 'GOAT' er en forkortelse for det engelske 'greatest of all time', som ofte bruges til at indikere, at nogen er den absolut bedste inden for sit felt.

Både Ronaldo og Trump havde ifølge flere medier stor ros til hinanden under mødet, som fandt sted i forbindelse med, at fodboldstjernen tirsdag deltog i en middag, som den amerikanske præsident holdt for den saudiske kronprins og de facto leder Mohammed bin Salman og hans følge.

I et opslag på Instagram har den 40-årige portugiser delt flere billeder sammen med Trump i Det Ovale Kontor, hvor Ronaldos forlovede, Georgina Rodríguez, også var med:

»Tak, hr. præsident, for din invitation og for den varme velkomst, som du og førstedamen gav mig og min kommende kone, Georgina,« skriver Ronaldo i opslaget:

»Vi har alle noget meningsfuldt at bidrage med, og jeg er klar til at gøre min del, når vi inspirerer nye generationer til at opbygge en fremtid præget af mod, ansvarlighed og varig fred,« tilføjer han.

Under selve middagen lød det ifølge USA Today fra Trump, at rummet var »fyldt med de største ledere inden for politik, erhvervsliv og sport«:

»Min søn (Barron Trump, red.) er en stor fan af Ronaldo,« sagde Trump. 

»Og Barron fik lov at møde ham, og jeg tror, han respekterer sin far lidt mere nu, hvor jeg har introduceret dig. Tak fordi du er her, det er en ære.«

Her ses en selfie, som Cristiano Ronaldo tog med andre sin forlovede, Georgina Rodríguez, techmilliardæren Elon Musk, Fifa-præsidenten Gianni Infantino og den amerikanske handelsminister, Howard Lutnick.
Her ses en selfie, som Cristiano Ronaldo tog med andre sin forlovede, Georgina Rodríguez, techmilliardæren Elon Musk, Fifa-præsidenten Gianni Infantino og den amerikanske handelsminister, Howard Lutnick. Foto: Davidsacks Via X/Reuters/Ritzau Scanpix

I et opslag på sit sociale medie, Truth Social, har Trump tidligt torsdag morgen dansk tid endnu en gang rost fodboldspilleren:

»Ronaldo er en FANTASTISK FYR. Det var dejligt at møde ham i Det Hvide Hus. Virkelig klog og cool!!!,« skriver han.

Ifølge USA Today er Ronaldo, der tjener styrtende med penge som anfører for den saudiarabiske topklub Al-Nassr, blevet en fremtrædende ambassadør for kongeriget Saudi-Arabiens turistmyndighed, siden han skiftede fra Manchester United i 2023.

Det var blandt andet af den grund, han var med til middagen, som Trump holdt tirsdag for den saudiske kronprins og de facto leder. Også techbosser som Elon Musk, Apples Tim Cook og Nvidias Jensen Huang var med.

Cristiano Ronaldo ses her under middagen, som Donald Trump holdt for den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman. I baggrunden ses den amerikanske førstedame, Melania Trump.
Cristiano Ronaldo ses her under middagen, som Donald Trump holdt for den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman. I baggrunden ses den amerikanske førstedame, Melania Trump. Foto: Tom Brenner/Reuters/Ritzau Scanpix

Hos BBC bemærkes det også, at Mohammad bin Salman har givet udtryk for, at han ønsker at mindske landets afhængighed af olieindtægter ved at diversificere til andre områder – herunder sport og turisme.

Den hurtige ekspansion inden for sport har dog ifølge NBC News også vakt kritik fra menneskerettighedsgrupper, der beskylder Saudi-Arabien for at forsøge at 'sportsvaske' sin historik på menneskerettighedsområdet.

At 'sportsvaske' dækker eksempelvis over, at nationer eller virksomheder bruger sport til at forbedre deres image og omdømme. Ofte for at aflede opmærksomheden fra menneskerettighedskrænkelser eller andre negative aspekter.

En embedsmand i Det Hvide Hus bekræftede ifølge BBC tidligere på dagen tirsdag, at Ronaldo ville deltage i middagen.

Det blev dog ikke oplyst, om han var en del af bin Salmans officielle delegation.

Kronprinsens besøg vakte opsigt, fordi det var det første i USA, siden The Washington Post-journalisten Jamal Khashoggi blev myrdet på det saudiske konsulat i Istanbul i 2018.