Politisk inkompetence eller et ondsindet setup?

Meningerne i Rom er delte efter, at en højtidelig ceremoni tirsdag blev spoleret af en pinlig stavefejl, skriver Reuters.

Guldstolene var hevet frem, og selveste Italiens præsident og andre højtplacerede embedspersoner var trukket i deres stiveste puds, da bystyret i Den Evige Stad 1. juni skulle afsløre et helt særligt vejskilt.

Myndighederne har nemlig besluttet at navngive en plads ved Tiberen efter den afdøde og tidligere præsident Carlo Azeglio Ciampi.

Carlo Azeglio Ciampi.
Carlo Azeglio Ciampi. REUTERS FILE PHOTO

Men ét eller andet må være gået helt galt under forberedelserne.

I hvert fald var det først, da præsident Sergio Mattarella sad side om side med borgmester Virginia Raggi og Ciampis familie, at det gik op for forsamlingen, at der var indsneget sig en stavefejl på skiltet.

Den tidligere præsidents mellemnavn var nemlig stavet 'Azelio' i stedet for 'Azeglio.'

Fadæsen tvang den nuværende præsident til at forlade arrangementet, og ceremonien blev afbrudt.

Italiens nuværende præsident Sergio Mattarella ses her fra ryggen under ceremonien.
Italiens nuværende præsident Sergio Mattarella ses her fra ryggen under ceremonien. FRANCESCO AMMENDOLA

Sagen har fået de sociale medier til at koge, hvor mange direkte skyder skylden for fejlen på borgmester Raggi.

Kritikerne ser stavefejlen som et symbol på hendes embedsførelse og Roms grundlæggende problemer.

»En skandale af historiske proportioner og det seneste af en lang række, som heldigvis snart vil slutte,« sagde centrum-venstre politikeren Carlo Calenda efter episoden.

Han har flere gange antydet, at han selv går efter borgmesterposten.

Roms borgmester Virginia Raggi.
Roms borgmester Virginia Raggi. TIZIANA FABI

Borgmester Raggis støtter ser derimod hændelsen som led i en plan, der skal skade hendes omdømme.

»Valget nærmer sig, og de gør alt, hvad de kan for at stoppe Virginia Raggi. Skiltet med det forkerte navn på Carlo Azeglio Ciampi er ikke en banal misforståelse. Tror du, det er muligt? Det gør jeg ikke,« lød det fra byrådsmedlem Paolo Ferrara.

Og manden, det hele drejede sig om?

Ciampi var præsident for Italien fra 1999 til 2006. Han døde i 2016 i en alder af 95 år.

GIUSEPPE LAMI

Og miseren om skiltet endte såmænd med, at et nyt skilt med det rigtige navn blev sat op sidst på dagen.

Men dermed er sagen ikke slut for borgmesteren. Hun udtaler til italienske medier, at den ansvarlige person 'er blevet fjernet' fra sit job.