Den norske afdeling af Røde Kors bekræfter nu, at man har haft et krisemøde i forbindelse med kronprinsesse Mette-Marits optræden i Epsteinfilerne.
Det skriver Dagbladet.
I slutningen af januar blev det bekræftet, at kronprinsesse Mette-Marit havde accepteret at være protektor for det norske Røde Kors i yderligere fire år.
Hun har haft denne stilling siden 2005.
Til TV 2 Norge siger Andreas Bjørstad, der er kommunikations- og samfundsdirektør i Røde Kors:
»Dette er en alvorlig sag. Det er afgørende at tage klart afstand fra de overgreb, som Epstein blev dømt for. Børn og unge skal have tillid til, at samfundet har nul tolerance over for seksuelle overgreb.«
»Det er derfor vigtigt, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mette-Marit selv har udtalt, at hun udviste dårlig dømmekraft i sin kontakt med Epstein.«
Og nu bekræfter Røde Kors så, at den har afholdt krisemøder i forbindelse med kronprinsessens kontakt med den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.
»Det er for tidligt for Røde Kors at vurdere, om det, som indtil nu er kommet frem, vil påvirke hendes kongelige protektion,« siger kommunikationsdirektøren i Røde Kors.
