Spanien holder vejret.

Et år efter den værste vejrkatastrofe i landet i nyere tid advares der om ekstreme nedbørsmængder – netop i det område, hvor det sidste år gik så grueligt galt.

Spaniens meteorologiske institut, AEMET, har udsendt en rød advarsel gældende for tre områder.

De to, som ser ud til at blive hårdest ramt, dækker det område, hvor Spaniens tredjestørste by, Valencia, ligger.

Det var her 225 personer mistede livet under voldsomme oversvømmelser forårsaget af enorme nedbørsmængder i slutningen af oktober sidste år.

Også søndag kan det komme til at gå vildt for sig. Skræmmende vildt, endda.

AEMET skriver i vejrvarslet, at der forventes 180 millimeter regn i og omkring millionbyen Valencia i løbet af blot 12 timer, når stormen Emilia går i land omkring klokken 12.

Frem til mandag morgen kan nedbørsmængden komme helt op på 250 millimeter, lyder det fra det meteorologiske institut.

Også for et område lidt uden for Murcia er der udsendt et rødt vejrvarsel. Her forventes stormen Emilia at kaste op mod 120 millimeter regn af sig.

Langs hele den spanske øst- og sydkyst advarer AEMET om kraftig regn og blæst; lige fra Castellón i nord til Almería i syd.

Disse områder har det spanske meteorologiske institut, AEMET, udsendt varsler for. Især i de røde områder kan nedbørsmængderne blive ekstreme.
Disse områder har det spanske meteorologiske institut, AEMET, udsendt varsler for. Især i de røde områder kan nedbørsmængderne blive ekstreme. Kort: AEMET

Langs Solkysten, som er et meget populært turistområde blandt danskerne, advares der også om store bølger.

Alle varslerne løber frem til midnat søndag.

Det var i oktober sidste år, at voldsomt regnvejr forårsagede oversvømmelser, som kostede 225 personer livet og medførte omfattende ødelæggelser, i den østlige spanske provins Valencia.

De spanske myndigheder fik dengang kritik for alt for sent at advare om regnvejret, og for at hjælpen kom for langsomt.