Den britiske rocklegende Rod Stewart har i al hemmelighed bekæmpet en kræftdiagnose i flere år.

Det afslørede musikikonet selv ved et velgørenshedsarrangement i weekenden, hvor han fortalte, at han i februar 2016 blev diagnosticeret med prostatakræft under et rutinetjek hos lægen.

»Ingen ved det her, men jeg tænkte, det var ved at være tid til, at jeg fortalte det til alle. Jeg er rask nu, simpelthen fordi jeg opdagede det tidligt. Jeg bliver testet hele tiden,« sagde Rod Stewart ifølge avisen The Mirror.

Afsløringen faldt under et arrangement, der havde til formål at indsamle penge til Prostate Project samt golfsportens European Tour Foundation.

Det 74-årige musikikon påpegede her, at både en positiv indstilling og Gud har hjulpet ham gennem det hårde sygdomsforløb.

»Hvis du er positiv, arbejder du dig gennem det og har et smil på læben, så... Jeg har arbejdet i to år, og jeg har bare været glad, og Herren har passet på mig,« lød ordene fra scenen.

Den britiske sanger havde desuden en klar opfordring til alle mænd:

»Drenge, I er virkelig nødt til at gå til lægen,« sagde han.

Velgørenshedsarrangementet fandt sted lørdag i Surrey. Også Rod Stewarts tidligere bandmedlemmer fra Faces, Kenney Jones og Ronnie Wood, var til stede.

Guitaristen Ron Wood har selv været ramt af kræft i lungerne, hvilket Rod Stewart påpegede:

»Der må være nogen deroppe (i himlen, red.), som kan lide os,« lød det.

Flere end 11.000 mænd dør af prostatakræft i Storbritannien hvert eneste år. Herhjemme lyder tallet ifølge Kræftens Bekæmpelse på knap 1.200 dødsfald om året.

En af dem, der har mistet livet til prostatakræft, er nationalskjalden Kim Larsen, der sidste år gik bort efter længere tids sygdom.