Myndighederne i amtet Los Angeles County har torsdag sagsøgt den populære onlinespilleplatform Roblox for at eksponere børn for seksuelt indhold, misbrug og gerningsmænd på nettet.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Søgsmålet anklager Roblox for ikke at moderere platformen tilstrækkeligt og for ikke at have indført ordentlig aldersverifikation.
- Dette søgsmål handler om at beskytte børn mod gerningsmænd online og upassende indhold, siger Hilda Soris fra de lokale myndigheder i amtet ifølge den lokale tv-station NBC Los Angeles.
- Roblox har et ansvar for at holde børn sikre, men i stedet har platformen fået lov til at udvikle sig til et sted, hvor de kan blive udsat for grooming og udnyttet, tilføjer hun.
Det er den seneste af en række sager, der har til formål at stille Roblox til ansvar.
Onlinespilleplatformen afviser anklagerne og siger til NBC Los Angeles, at sikkerhed er en kerneværdi for selskabet.
- Sikkerhed er et konstant og vedvarende fokus i vores arbejde. Vi griber hurtigt ind over for alle, der overtræder vores sikkerhedsregler, og arbejder tæt sammen med retshåndhævende myndigheder for at støtte efterforskninger og hjælpe med at stille gerningsmænd til ansvar, siger en Roblox-talsperson.
Roblox er en af verdens største onlinespilleplatforme og bruges af millioner af børn og unge. På platformen kan brugerne selv lave og udgive spil.
Ifølge Roblox har platformen flere end 151 millioner aktive brugere hver eneste dag.
Man skal være mindst fem år for at oprette en konto på Roblox. Man kan tilføje venner og skrive med dem privat, hvis man er registreret til at være over 13 år.
I december annoncerede virksomheden en ansigtsbaseret alderskontrol for at få adgang til aldersopdelte chats og begrænse kommunikation mellem mindreårige og voksne. Kravet blev udvidet globalt i januar, skriver NBC Los Angeles.
Roblox har også forældrekontrol, der giver forældre mulighed for at blokere spil eller brugere.
I december sagsøgte en familie fra det sydlige Californien Roblox, fordi deres 12-årige datter havde mødt en seksualforbryder på platformen.
/ritzau/
