Kennedy-familiens tragiske dage fortsætter.

I mandags blev Robert Kennedys barnebarn Maeve Kennedy Townsend McKean fundet død i en drukneulykke. Onsdag blev hendes søn, Gideon på otte pr, fundet død efter at være druknet i samme ulykke.

Det skriver CNN.

Mor og søn kæntrede i en kano for en uge siden, da de var sejlet ud for at hente en bold, de havde leget med i haven ved Maeve Kennedys mors hjem i Chesapeake Bay, hvor de var gået i frivillig hjemmekarantæne.

Det skrev Maeve Kennedys mand, David McKean, på Facebook efter, at hans hustru og søn var blevet meldt savnet.

Bolden var røget i vandet, der ligger nær huset, og ifølge politiet formåede kraftig vind at føre dem langt ud på åbent vand, og de kunne ikke ro tilbage til land.

Kanoen blev fundet samme aften med bunden i vejret uden Maeve eller Gideon Kennedy i nærheden.

Gideon Kennedy blev fundet i vand omkring 3,7 kilometer syd for hjemmet i Chesapeake Bay – cirka 600 meter fra det sted, hvor hans mor blev fundet mandag.

Maeve Kennedy er barnebarn af Robert Kennedy, der var justitsminister og demokratisk præsidentkandidat i 1960'erne.

Han blev skudt kort efter, han havde vundet det californiske primærvalg i 1968 og dermed var stærkt på vej til at blive nomineret som Demokraternes endelige præsidentkandidat til det kommende valg. Han døde af sine kvæstelser lidt mere end et døgn efter.

Robert Kennedy var bror til John F. Kennedy, der var præsident i knap tre år.

Han blev skudt og dræbt 22. november 1963 i Dallas.