Den amerikanske sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., mistede på tragisk vis sin niece Saoirse Kennedy i 2019. Hun blev blot 22 år.

Men syv år efter tabet af niecen satte den prominente politiker ord på den hidtil ukendte dødsårsag i et nu slettet opslag på Instagram.

Det skriver flere medier, herunder News.com.au og Mirror.

'Til minde om min elskede niece Saoirse Kennedy Hill, en strålende sjæl, der døde for 7 år siden i denne uge af en utilsigtet overdosis fentanyl,' lød det angiveligt i opslaget, inden det blev fjernet uden begrundelse.

Dødsfaldet blev bekræftet 2. august 2019. 

Redningspersonale blev sendt ud til familiens hjem i Hyannis Port i delstaten Massachusetts, hvor man fandt den 22-årige livløs i sengen.

 Hun blev senere erklæret død på hospitalet.

Allerede dengang lød det i flere medier, at det formentlig var en overdosis, der var årsagen til dødsfaldet. Men familien og Robert F. Kennedy Jr. har aldrig bekræftet omstændighederne omkring Saoirse Kennedys død.

Obduktionsrapporter slog dengang fast, at niecen var død på grund af en fatal cocktail af receptpligtig medicin – herunder antidepressiv og angstdæmpende medicin samt alkohol. Der blev altså ikke nævnt fentanyl.