Det trak overskrifter verden over, da den amerikanske rigsmandssøn - Ethan Couch - for seks år siden blev anholdt.
Fire personer havde mistet livet som følge af, at han som 16-årig havde sat sig bag rattet og kørt med alkoholen brusende i blodet. Nu er han endnu engang havnet i politiets søgelys.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den opsigtsvækkende sag om Ethan Couch fik sin begyndelse en sommerdag i 2013, hvor han havde festet heftigt med flere venner.

På trods af, at han havde drukket, valgte han alligevel at sætte sig ind bag rattet i sine forældres store firehjulstrækker - og det førte til, at han endte med at køre ind i en flok mennesker, der stod samlet om en bil, der var gået i stå, langs siden af vejen.
Fire mennesker mistede livet.
Politiet slog efterfølgende fast, at den på det tidspunkt 16-årige dreng havde kørt med 110 kilometer i timen på en strækning, hvor man kun måtte køre 60, og at han havde en alkoholpromille på tre gange det tilladte i staten Texas.
Sagen trak overskrifter verden over. Ikke kun for det, han havde gjort, men også for det forsvar, der blev fremsat for ham, da sagen kom for retten.

Anklagemyndigheden mente, at han burde blive sendt bag tremmer i 20 år.
Men forsvaret mente, at den unge dreng helt burde slippe for straf. Argumentet var, at han var vokset op i enorm rigdom, og at han af den grund ikke kunne holdes ansvarlig for sine handlinger.
Forsvarerne mente, at Ethan Couch som følge af sin privilegerede opvækst, hvor forældrene ikke havde sat grænser for ham og ikke var nærværende, havde en mindre ansvarsfølelse, som gjorde, at han ikke kunne skelne mellem rigtigt og forkert, og at rigdommen betød, han ikke kendte til ansvar og konsekvenser.
En psykolog hævdede i retten, at den amerikanske teenager led af såkaldt 'affluenza' ('overflodsinfluenza' på dansk), fordi han på grund af sin opvækst troede, at penge kunne klare alle problemer. Det førte til, at han fik tilnavnet 'affluenza teen' i den amerikanske presse.
Da dommen senere faldt, endte det med, at han Ethan Couch kunne forlade retten uden at skulle i fængsel. Straffen blev nemlig en betinget dom med ti års prøvetid og rehabilitering - hvilket førte til stor vrede i hele landet og blandt de pårørende til de fire ofre.
Vreden er ikke blevet mindre siden - især fordi, Ethan Couch flere gange har overtrådt betingelserne for sin prøvetid.
To år senere - i 2015 - blev han eftersøgt for at have drukket alkhol, hvilket han ikke måtte. Han risikerede derfor ti års fængsel, hvilket førte til, at han flygtede til Mexico.
Flugten varede dog ikke længe, og kort før nytår det år blev han anholdt i den mexicanske by Puerto Vallarta.
Han blev dømt for at have overtrådt vilkårene for sin prøvetid, men slap med to år bag tremmer.
Forrige år blev han løsladt - og nu er den så tilsyneladende gal igen. Torsdag blev han anholdt for endnu engang at have overtrådt vilkårene. Ifølge AP blev han anholdt, efter han blev testet positiv for THC, som findes i marihuana.
Hans forsvarsadvokater - Scott Brown og Reagan Wynn - fortæller til nyhedsbureauet, at han ikke er blevet testet positiv for det stof en eneste gang de seneste 20 måneder.
De vil nu finde ud af, om det er korrekt, at han har indtaget stoffet - og om det i så fald er noget, han har gjort frivilligt eller ufrivilligt.