Det har været en hovedpine for Donald Trump i snart 40 år. Og nu får han sin vilje.
For lige så længe den amerikanske præsident Trump har haft sin luksusbolig i Mar-a-Lago i Florida har han været plaget af støjende fly over sin ejendom.
Men i oktober indførte amerikanske luftfartsmyndigheder et etårigt sikkerhedsforbud mod al lufttrafik under 2.000 fod over Mar-a-Lago – selv når præsidenten ikke er til stede – og forbuddet kan blive forlænget, rapporterer Bloomberg.
For at overholde reglerne skal flytrafikken fra Palm Beach International Airport nu omdirigeres.
I stedet spreder støjen sig til gengæld til de andre dele af Palm Beach Island og West Palm Beach, hvor beboerne tidligere flygtede hen for at undgå støjen.
»Støjen er uudholdelig. Man kan ikke længere nyde livet udendørs,« fortæller Alexandra Kauka til Bloomberg.

Hun bor i velhaverområdet i Palm Beach, hvor huse ofte sælges for over 150 millioner kroner.
Klagerne er steget voldsomt, og de lokale politikeres indbakker er overfyldte. En gruppe beboere organiserer sig stille og roligt for at overveje retssager, ifølge Bloomberg.
De har opsat dyre støjmålere og indsamler data på hjemmesiden PBInoise.com.
Og nye tal viser, at hvor støjen kun påvirkede 2.200 hjem førhen, så påvirker den 11.000 hjem nu.
Trump har kæmpet mod flystøj, siden han købte ejendommen i 1985. Han har sagsøgt Palm Beach County tre gange uden held.
Palm Beach International Airport vil desuden også snart blive omdøbt til President Donald J. Trump International Airport.

