Ironisk nok kan det blive en stor og rig Trump-fan, der fælder præsidenten.

Midt i næste uge er en vis Gordon Sondland nemlig indkaldt som stjernevidne i afhøringerne, der skal afgøre, hvorvidt en rigsretssag imod Donald Trump bliver en realitet.

Og i den sammenhæng har Sondland allerede gjort sig uheldigt bemærket. Først forsikrede den amerikanske ambassadør i EU således under ed (foran retskomitéen), at Donald Trump på ingen måde havde brugt amerikansk militærstøtte til Ukraine som gidsel i sin kamp for at finde snavs på den demokratiske modkandidat Joe Biden.

I et brev til efterforskningskomitéens formand, Adam Schiff, indrømmede Gordon Sondland få dage senere, at han havde 'husket forkert'. Således indrømmer Gordon Sundland nu, at Donald Trump ganske rigtigt forlangte snavs på Joe Biden, før den amerikanske militærhjælp til en værdi af godt to milliarder danske kroner ville blive frigivet.

Gordon Sondland gav i sin tid over en million dollar til Trumps valgkampagne. Nu kan samme Sondland blive manden, der fælder præsidenten.
Gordon Sondland gav i sin tid over en million dollar til Trumps valgkampagne. Nu kan samme Sondland blive manden, der fælder præsidenten. Foto: OLIVIER DOULIERY - AFP
Vis mere

Og under efterforskningskomitéens første offentlige afhøringer, der fandt sted onsdag, kom Gordon Sundland nu på endnu dybere vand.

Således fortalte onsdagens vigtigste vidne, USA's ambassadør til Ukraine, Bill Taylor, at Gordon Sondland direkte skulle have sagt: »Præsidenten er mere interesseret i en undersøgelse af Bidens private forhold, end han er i Ukraine.«

Kernen i Demokraternes anklager imod Donald Trump er en telefonsamtale 25. juli imellem Trump og Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky.

Her skulle Donald Trump angiveligt indirekte have truet præsident Zelensky med at tilbageholde den amerikanske militærhjælp, hvis ikke Ukraine starter en undersøgelse og finder snavs på Joe Biden.

Dagen efter den vigtige telesamtale ringede Trump ifølge onsdagens stjernevidne Bill Taylor så til sin gode ven, EU-ambassadør Gordon Sondland, angiveligt for at spørge, hvordan det gik med 'undersøgelsen af Joe Biden'.

Ifølge onsdagens vidneudsagn overhørte Bill Taylor denne hidtil hemmeligholdte telefonsamtale. Lige nu afskriver efterforskningskomitéens republikanske medlemmer de nye oplysninger som 'udsagn fra en ugyldig andenhåndskilde'.

Men med Gordon Sondland i vidnestolen på onsdag kan alting blive forandret.

»Selvom han er Trumps ven, så er Sondland tydeligvis opsat på at redde sit eget skind. Og når han igen bliver spurgt under ed, så vil han føle sig tvunget til at fortælle sandheden. Og hvis sandheden virkelig er, at Trump direkte gav udtryk for, at hans egne politiske mål var mere vigtige end Ukraines sikkerhed, så er Trumps juridiske problemer pludselig blevet mange gange større,« siger Chris Matthews i sit program 'Hardball' på tv-kanalen MSNBC.

Torsdag holder den demokratisk-ledede efterforskningskomité pause. De offentlige afhøringer fortsætter fredag.