Herhjemme ville Forbrugerombudsmanden nok gå ind i sagen og skride til politianmeldelse, og sagen ville formentlig være endt med en bøde og måske en betinget fængselsdom.

Anderledes hårdt bliver der slået ned på fusk i restaurationsbranchen i Thailand.

Her er to restaurantejere for nylig blevet idømt hver 723 års fængsel efter at have snydt en række kunder med gavekort til deres fiskerestaurant. Det skriver CNN.

De to thailandske restaurantejere, Apichart Bowornbancharak og Prapassorn Bawornban, havde solgt gavekort på Facebook til deres restauranter. Gavekortene gav kunderne mulighed for at dykke ned i deres lækre fiskebuffet til en uhørt lav pris.

Politi og myndigheder i Thailand er kendt for at slå hårdt ned på lovovetrædelser.
Politi og myndigheder i Thailand er kendt for at slå hårdt ned på lovovetrædelser. PHILIPPE LOPEZ

Men kunderne fik aldrig mulighed for at indløse gavekortet, og det førte til en strøm af klager fra flere hundrede rasende kunder.

I september sidste år blev Apichart Bowornbancharak og Prapassorn Bawornban anholdt, og de har siddet varetægtsfængslet siden.

Sagen har nu været for retten.

Her nedlagde anklagemyndigheden påstand om, at de to restaurantejere aldrig havde haft til hensigt at give kunderne mulighed for at indløse gavekortene, og at de udmærket vidste, at deres tilbud var for gode til at være sande.

»Det er umuligt at sælge mad af så høj kvalitet til den annoncerede pris,« lød det fra anklagerne i retten.

347 kunder var ifølge anklagerne røget i fælden og havde købt gavekort med en pris ned til til 88 thailandske baht svarende til knap 20 kroner for fri adgang til fiskerestaurantens storslåede buffet.

De to brødebetyngede restaurantejere erkendte sig skyldige fra sagens begyndelse og fik tilsammen en dom på 1.446 års fængsel og en bøde på 385.000 kroner.

Thailand er kendt for sine lange fængselsdomme. I praksis vil de to restaurantejere dog højst afsone omkring 20 års fængsel.