Han løfter sin knyttede venstre hånd ud mod demonstranterne, inden han går ind i Kongressen.

Onsdag var senator Josh Hawley blandt de republikanere i Senatet, der forsøgte at forsinke godkendelsen af valgresultatet fra november og indsættelsen af den nye præsident Joe Biden.

Da han gik forbi flokken af Trump-støtter, der var mødt op foran Kongressen, gav han dem den opmuntrende hilsen, inden han gik ind til mødet.

Han nåede også lige at sende et thumbs up ud mod menneskemængden.

Kort efter stormede demonstranterne regeringsbygningen, og flere af dem nåede både ind i selve kongressalen og i politikernes kontorer.

Nu møder den 41-årige senator fra Missouri voldsom kritik for sin handling.

Lederskribenter på etablerede medier langer ud efter ham og kræver hans afgang, og på Twitter er Hawley røget ud i en vaskeægte shitstorm.

»Han fortjener ikke sin plads. Han bør træde tilbage,« skrev New Yorks borgmester Bill de Blasio på Twitter.

Borgmesteren beskylder senatoren for at have opildnet til demonstrationer og vold og for at have bragt demokratiet i fare blot for at fremme sine egne politiske ambitioner.

Flere andre – ikke mindst på Twitter – anklager Hawley for forræderi og vil have ham fængslet.

Og det er ikke blot hans kontroversielle hilsen til demonstranterne, der forarger og ses som en opfordring til optøjer og vold.

Det gør også hans handlinger i ugen op til mødet i Kongressen.

Ifølge avisen The Kansas City Star var Hawley nemlig den første senator til at erklære sig villig til at modsætte sig godkendelsen af Joe Biden som USAs kommende præsident.

Derefter fulgte senator Ted Cruz og andre republikanere trop.

Efter stormløbet på Kongressen tog Hawley afstand fra volden, men avisens kommentator mener, at Hawley selv havde en nøglerolle i onsdagens dramatiske begivenheder.

»Hvis den republikanske missouri-senator Josh Hawley har en samvittighed, så træder han tilbage. Han må fjernes,« skriver avisen.

Også CNNs analyse er klar i mælet i sin kommentar til Hawleys udtalelser sent onsdag aften – efter urolighederne – om, at vold ikke er måden at opnå forandringer:

»Det var mere end lidt ironisk, da manden, der slap ånden ud af flasken, pludselig fordømte det, som ånden gjorde. Hvem skulle have troet, at det at opmuntre falske – og afviste – krav om ikke-eksisterende snyd – ville føre glødende Trump-støtter til at handle på deres utilfredshed og vrede, når de samledes i Washington? Mand, sikke et chok!« skriver tv-stationens redaktør i en kommentator.

Og billedet af den unge strømlinede senator med den knyttede næve spreder sig som en steppebrand på de sociale medier.

»Det billede (blandt mange andre) vil alle huske fra det, vi var vidne til i dag Josh Hawley – du er Donald Trumps symbol på denne opstand,« skrev Trump-kritiker og tidligere leder af det republikanske parti, Michael Steele på Twitter.