»Der er ingen beviser på valgsvindel, for der var ingen.«
Den republikanske leder af valgkommissionen i Georgia talte med meget store bogstaver, da han mandag langede kraftigt ud efter Donald Trump og hans påstande om valgsvindel:
Igen og igen modsagde han præsidentens postulater om, at valget i november blev »stjålet.«
For nej, understregede Sterling. Der blev IKKE snydt ved valget. Præsidenten lyver og vildleder befolkningen. Stem i morgen, for alle stemmer tæller med, og det gjorde de også i november.
Nogenlunde sådan kan man sammenfatte indholdet af den tale, Gabriel Sterling holdt på et pressemøde i Georgia mandag, og som er gengivet i flere amerikanske medier.
Sterling er selv republikaner, og som leder af valgkommissionen i Georgia er han den øverste ansvarlige for afviklingen af valgene i delstaten.
Og han kunne dårligt have sagt det tydeligere.
Da talen faldt på de videooptagelser, som Trump og hans team hævder, viser, hvordan der blev fusket med stemmerne ved præsidentvalget, sagde han:

»Jeg sad i min bil og skreg. Jeg skreg af radioen, da jeg hørte om videoen, som slet ikke var sand. Der var ikke snyd på videoen.«
»Præsidenten og hans team har hele båndet. De så hele båndet, og de vildledte – efter vores mening – bevidst Senatet, vælgerne og befolkningen i USA om det her,« sagde Sterling på pressemødet og fortsatte:
»Det er klart, at de gjorde det med vilje, og alle, som ser den (videoen, red.) ved det.«
Samtidig gentog Gabriel Sterling igen og igen sin opfordring til alle om at stemme tirsdag, når Georgias valg til delstatens to pladser i Senatet går om.
Ingen af de fire kandidater fik nemlig de krævede 50 procent af stemmerne i november, så derfor skal befolkningen igen til stemmeurnerne.
Resultatet af valget imødeses med spænding, da det kan få stor betydning for den nye præsident Joe Bidens muligheder for at få sin politik igennem Senatet.
Vinder de to republikanske kandidater i Georgia tirsdag, er der republikansk flertal i Senatet.
På pressemødet langede Gabriel Sterling kraftigt ud mod den siddende præsident, og han kritiserede Donald Trump for at blive ved med at fremføre grundløse og usande påstande om valgfusk.

»Alle stemmer vil tælle med. Alle stemmer blev talt med,« sagde han med henvisning til både tirsdagens valg, men også til præsidentvalget i november.
»Uanset om du er demokrat eller republikaner, og uanset præsidentens udtalelser, så siger vi klart til jer, gå ud og stem i morgen.«
»Grunden til, at jeg bliver nødt til at stå her i dag, er, at der personer i høje og respekterede stillinger, som siger, at der har været snyd, og det er ikke sandt.«
»Jeg har talt om det her i to måneder nu, og jeg gør det igen en sidste gang, håber jeg.