Der er særligt én tungtvejende grund til, at mange kritiske republikanske stemmer for tide er stumme.

Og det er frygt. Frygt for, at Donald Trump og Elon Musk vil vende sig mod dem – og at de vil »fjernet«.

Det hævder i hvert fald den republikanske senator fra delstaten Alaska, Lisa Murkowski, skriver ABC News og Politico.

Under et møde med pressen tirsdag forklarede hun, at hendes kolleger er bange for at sige fra over for nogle af præsident Donald Trumps og rigmanden Elon Musks handlinger, fordi de tror, at de vil blive »fjernet«.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, blev taget i ed den 20. januar til sin anden præsidentperiode.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, blev taget i ed den 20. januar til sin anden præsidentperiode. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Og ikke mindst blive det, der på engelsk betegnes som at blive »primaried«.

Det dækker over et udtryk, som bruges i forbindelse med de amerikanske primærvalg. Der kan en person, der sidder i embedet, blive nødt til at forsvare sin position mod en rivaliserende kandidat fra samme parti.

Målet kan være at presse den etablerede kandidat, som altså er blevet »primaried«, ud eller få ham eller hende til at ændre sin holdning og rette ind.

For den rival, der opstilles mod den etablerede kandidat, kan ofte være godt finansieret og støttet af andre magtfulde og berømte politikere – i dette tilfælde af eksempelvis Donald Trump eller Elon Musk, som er verdens rigeste mand og en af præsidentens nærmeste rådgivere.

Rigmanden Elon Musk er blevet en af Donald Trumps største støtter og nærmeste rådgivere.
Rigmanden Elon Musk er blevet en af Donald Trumps største støtter og nærmeste rådgivere. Kent Nishimura/Reuters/Ritzau Scanpix

Blot truslen om at blive »primaried« kan bruges til at forsøge at tvinge den etablerede embedsmand til at ændre sine politiske holdninger – for at imødekomme de rivaliserende kræfters ønsker.

Selv har Lisa Murkowski – som en af få republikanere – udtalt sig kritisk om Donald Trump offentligt.

Flere gange.

Til pressen forklarede hun tirsdag, at mange fra partiet måske ser på, hvad der i den forbindelse er blevet »kastet« mod hende og derfor tænker, at de måske hellere selv må »dukke sig«.

Lisa Murkowski mener, at flere ikke tør udtale sig kritisk om Trump og Musk af frygt for, hvad det kan betyde for dem.
Lisa Murkowski mener, at flere ikke tør udtale sig kritisk om Trump og Musk af frygt for, hvad det kan betyde for dem. Francis Chung/AP/Ritzau Scanpix

»Det er derfor, alle holder mund og ikke siger et ord, fordi de er bange for at blive fældet, at de vil blive 'primaried', at de vil blive kaldt navne i medierne,« siger hun.

Den republikanske senator har flere gange brudt med sit partis – eller Trumps – linje, og samtidig har hun også kritiseret de omfattende nedskæringer fra effektiviseringskontoret Doge, som Elon Musk er blevet sat i spidsen for af Trump.

Til pressen forklarede Lisa Murkowski, at hun ikke er bange for, at Musk kommer efter hende, fordi hun er uenig.

»Det kan være, at Elon Musk har besluttet, at han vil tage den næste milliard dollar, han tjener på Starlink, og bruge dem direkte mod Lisa Murkowski. Og ved du hvad? Det kan ske. Men jeg opgiver ikke ét minut eller én mulighed for at forsøge at forsvare Alaska.«

Det republikanske kongresmedlem Thomas Massie fra delstaten Kentucky er en af dem, som Donald Trump har set sig sur på.
Det republikanske kongresmedlem Thomas Massie fra delstaten Kentucky er en af dem, som Donald Trump har set sig sur på. Anna Moneymaker/AFP/Ritzau Scanpix

Både Trump og Musk har truet med at »primary« - altså få opstillet modkandidater mod - dissidenter i det republikanske parti, skriver ABC News.

Det førte for nylig til, at Trump truede det republikanske kongresmedlem Thomas Massie, der havde sagt, at han ville stemme nej til en Trump-støttet fortsættelsesresolution til finansiering af regeringen.

»Kongresmedlem Thomas Massie fra smukke Kentucky-stemmer automatisk nej til stort set alt, selvom han tidligere altid har stemt for fortsatte resolutioner,« skrev Trump ifølge ABC News sidste uge på de sociale medier:

»HAN BØR BLIVE 'PRIMARIED', og jeg vil lede anklagen mod ham. Han er bare endnu en GRANDSTANDER (en person, der handler på en måde, der har til formål at tiltrække opmærksomhed og imponere folk, red.), som er for besværlig og ikke er kampen værd.«