Østjyske rejsebureauer har fået en ekstra post at se til, efter at urolighederne i Mellemøsten brød ud.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Natten til lørdag indledte USA og Israel et større luftangreb mod Iran, og siden er flere lande i regionen blevet involveret i konflikten.
Dele af luftrummet er lukket, og det gør, at blandt andre østjyder ikke kan komme hjem. Desuden må mange udskyde rejser.
»Vi har travlt i de her dage, og vi har et hold, der håndterer dem, som skulle have rejst ud eller hjem. Vi er lagt ned på telefonen,« forklarer Morten Gram Jensen, der er salgschef ved Check Point Travel i Brabrand.
En lignende situation oplever de hos rejseselskabet Viktors Farmor i Trige og hos Risskov Rejser.
»Vi keder os bestemt ikke,« lyder det fra Therese Christensen, der er administrerende direktør hos sidstnævnte.
Det er en situation, der bekymrer rejsende, som nu ikke ved, hvornår eller hvordan de kommer hjem.
Men bureauerne oplever også en forståelse for situationen. En erfaring, som allerede viste sig under corona-tiden.
»Vi har lært fra coronapandemien, at folk er forstående over for situationen. Det vigtigste er, at de skal informeres,« forklarer Esben Gynther, administrerende direktør hos Viktors Farmor.
Morten Gram Jensen fra Check Point Travel supplerer:
»Kunderne har været meget forstående. De ved godt, vi ikke kan gøre noget ved det, når situationen er, som den er.«
De bekymrede henvendelser, som rejsebureauerne modtager, går på uvisheden omkring hele situationen, forklarer de. Det handler om, at der er mange uvisse spørgsmål.
»Bekymringerne er alt fra utrygheden ved at skulle en anden vej, til at man ikke har fri fra arbejde. I bund og grund er det en situation, hvor rejsende ikke ved, hvordan de kommer hjem,« forklarer Therese Christensen.
Hos Check Point Travel har man også oplevet, at rejsende, der slet ikke har booket en rejse igennem dem, søger råd.
»Der kan vi mærke, at der er folk, som står i en desperat situation. Det er ikke fordi, vi ikke vil hjælpe, men vi har ikke ressourcerne,« fortæller salgschefen.
