Da amerikanske Rebecca Renner besluttede sig for at flyve tværs over landet for at erklære sig store kærlighed til en fyr, hun tidligere havde mødtes med, tog hun sine Twitter-følgere med sig.

Fra sidelinjen tiljublede de hendes romantiske gestus – og kunne se, at det ikke endte, som hun havde håbet.

Det skriver New York Post.

Det var i fredags, at den amerikanske skribent og forfatter besluttede sig for, at hun ville flyve fra sit hjem i Florida og hen til 'hendes livs kærlighed' for at fortælle ham, hvordan hun følte.

Før hun tog afsted, skrev hun ifølge New York Post en besked på Twitter, som siden er blevet slettet:

»I går aftes (torsdag, red.) mindede en personlig tragedie mig om, at livet er usikkert og alt for kort. Så jeg har booket en flybillet og skal til at rejse tværs over landet for at følge mit livs kærlighed, hvordan jeg føler.«

Manden, som hun rejste afsted for at se, havde hun tidligere på året datet og blandt andet været på en roadtrip med.

»Ønsk mig held og lykke. Og vent ikke endnu en dag med at fortælle dem, du elsker, at du elsker dem,« skrev hun på Twitter, hvor hun har mere end 120.000 følgere.

Med det samme begyndte opbakningen at strømme ind, og flere ønskede hende held og lykke med det romantiske eventyr, hun var ved at begive sig ud på.

»Dette er et romcom-øjeblik (et øjeblik fra en romantisk komedie, red.), og jeg er så spændt,« skrev en af hendes følgere.

Desværre endte det ikke, som 31-årige Rebecca Renner havde håbet på.

I de tidlige morgentimer lørdag, delte hun på Twitter et billede af sig selv, mens hun kigger sig i et spejl:

»Tjaa, det er mig på et elendigt motelværelse efter at være blevet afvist. Jeg ved ikke, om jeg skal være ked af det eller vred, men jeg lever, så jeg kan elske en anden dag. Forhåbentligt bliver den kærlighed til én, der værdsætter den. Jeg beklager at måtte skuffe sig, Twitter,« skrev hun ifølge det amerikanske medie til sine følgere.

Til New York Post har hun fortalt, at hun havde mødtes med sin tidligere flamme i Ashland i delstaten Oregon og spurgt, om de skulle prøve igen:

»Og han sagde nej. Der er sket så meget værre i livet, end at nogen har sagt nej til mig. Mit hjerte er en smule knust, men det vil hele,« fortæller hun.

Til gengæld er hun glad for den støtte, hun modtog undervejs fra andre, forklarer hun.