Den tidligere amerikanske republikanske præsident Ronald Reagan ville have været »sønderknust« over den retning, Donald Trump tager USA i denne tid.
Det mener Ronald Reagans datter Patti Davis i hvert fald.
»Han ville have være sønderknust. Han ville have været i sorg. Det Amerika, jeg voksede op i, og som vi har kendt, er et, der havde alliancer og var venner med andre lande,« siger Patti Davis i et interview på CNN og fortsætter:
»Det er det Amerika, vi kender, og som vi har været forbundet med. Pludselig er det ikke Amerika længere. Pludselig er vi forhadte i verden.«
Patti Davis kritik kommer efter Donald Trumps start på hans anden præsidentperiode, hvor den ene udtalelse efter den anden har vækket opsigt i både medier og nationer.
Donald Trump har blandt andet truet med at tage Grønland med magt, og han har også implementeret straftold på en række lande, der de sidste mange år har været tætte allierede med USA.
Og den styreform er langt fra den linje, som Ronald Reagan førte i 1980erne.
»Jeg synes ikke, at mobning er en styrke. Jeg synes ikke, det er en styrke at være aggressiv. Styrke er at danne alliancer. Det betyder ikke, at man ikke skal stå fast, men styrke er at forstå, at man har brug for partnere i verden.«
Interviewet med Patti Davis blev lavet tirsdag på CNN i programmet Anderson Cooper 360.