Kampene bølger i baggrunden, mens TV2-korrespondent Rasmus Tantholdt på direkte tv gør det klart, at det er et mirakel, hvis ingen kommer til skade.

Få sekunder efter går kameraet, båret af fotograf Anders Bach, i sort - der er sket noget.

»Ud af det blå bliver Anders ramt i hovedet, formentlig af et vildfarent objekt,« fortæller Rasmus Tantholdt til B.T. over en telefonforbindelse direkte fra Hongkong.

Makkerparret, som har dækket konflikter over hele verden sammen i 13 år, er nemlig stadig i den kinesiske millionby for at følge udviklingen.

TV2-fotograf Anders Bach måtte syes i panden med fire sting. Heldigvis bar han en sikkerhedshjelm, da han blev ramt af en ukendt genstand.
TV2-fotograf Anders Bach måtte syes i panden med fire sting. Heldigvis bar han en sikkerhedshjelm, da han blev ramt af en ukendt genstand. Foto: Rasmus Tantholdt
Vis mere

Urolighederne i Hongkong tog i weekenden så alvorlig en drejning, at politiet advarer om, at de er parate til at "skyde med skarpt", hvis demonstranter tager benzinbomber og andre genstande, der kan være dødelige, i brug.

Demonstranterne kaster allerede med molotovcocktails, og politiet skyder med gummikugler og tåregas.

Demonstrationerne startede tilbage i juni, da en kontroversiel lov om udlevering til Kina blev vedtaget. Efter loven blev trukket tilbage, er demonstrationerne fortsat - nu handler de i højere grad om modstand mod det kinesiske styre.

To personer er døde som direkte konsekvens af urolighederne - en mand i 70’erne, som formentlig er blevet dræbt af en demonstrant med bue og pil, og en 22-årig demonstrant.

Pro-demokrati demonstranter bliver behandlet for skader, efter de har overgivet sig. De har været barrikeret på byens polytekniske universitet.
Pro-demokrati demonstranter bliver behandlet for skader, efter de har overgivet sig. De har været barrikeret på byens polytekniske universitet. Foto: ANTHONY WALLACE
Vis mere

Angrebet på Anders Bach var dog formentlig et uheld, understreger Rasmus Tantholdt, og fotografen har det efter omstændighederne godt.

Kort efter kameraet gik i sort var et lægeteam hos makkerparret. De fik hurtigt hjulpet fotografen og rykket ham til en nærliggende kirke, hvor der er en pop-up skadestue for demonstranter.

Lige efter blev de sendt videre til et hospital, hvor de kom til med det samme, og blot 30-40 minutter efter var Tantholdt og Bach på gaden igen for at rapportere fra urolighederne.

»Det er selvfølgelig rigtig uheldigt, at Anders bliver ramt, men det ændrer ikke noget ved vores arbejde. Som journalist skal man stå så tæt på ildebrandene som muligt,« siger Rasmus Tantholdt og fortsætter:

Demonstanter flygter fra politiets tåregas.
Demonstanter flygter fra politiets tåregas. Foto: ATHIT PERAWONGMETHA
Vis mere

»Det er ikke fordi, det ikke er slemt at blive syet med fire sting, men vi fortæller os selv, at det lige så godt kunne være sket under en demonstration på Nørrebro, eller hvis man var faldet i badet.«

Dog holdt parret sig en smule væk fra de værste områder mandag efter uheldet.

»Det er vigtigt at komme på benene igen, og det er også derfor, vi var ude igen med det samme. I dag er vi tilbage, som vi plejer,« siger Ramus Tantholdt.

Situationen i Hongkong har nået et foreløbigt højdepunkt, efter hundredvis af studerende barrikaderede sig på byens polytekniske universitet.

Demonstanter flygter fra politiets tåregas.
Demonstanter flygter fra politiets tåregas. Foto: ATHIT PERAWONGMETHA
Vis mere

I løbet af tirsdag morgen har flere studerende overgivet sig til politiet, efter en aftale indgået af undervisere på stedet har gjort, at de kan komme hjem, hvis de er under 18 år, skriver South China Morning Post.

Flere havde skader på benene og var alvorligt nedkølede.

Samtidig lykkedes det få at flygte fra universitetet ned ad reb og væk på ventende motorcykler - dog blev omkring 100 anholdt under flugtforsøget, skriver BBC.

Mediet betegner mandagens og tirsdagens optøjer som en voldelig kulmination på urolighederne.