»Det er ubegribeligt.«

Sådan beskriver TV 2s internationale korrespondent Rasmus Tantholdt situationen i Afghanistan:

»Jeg har rejst utrolig meget i Afghanistan. TV 2 har haft kontor i Kabul. Jeg har ligget i alleryderste frontlinje med de danske soldater og set, hvor vanvittigt det var, at soldater blev såret omkring os. Jeg har oplevet, hvordan de danske soldater fik at vide, at de skulle kæmpe mod Taliban for et bedre afghanistan. Nu smuldrer det.«

På kort tid er store dele af Afghanistan faldet i hænderne på Taliban.

Afghanistans femtestørste by, Jalalabad, kontrolleres nu af Taliban, samtidig oplyser det afghanske indenrigsministerium, at Taliban trænger ind i Kabul fra alle sider.

»Det er ubærligt at se, at det, som de danske og internationale soldater har forsøgt at bygge op for milliarder og atter milliarder af kroner for den afghanske regeringshær – det man har brugt så mange år på at bygge op – i løbet af så få dage smuldrer så hurtigt.«

Alligevel er det ikke nødvendigvis overraskende for TV 2-korrespondenten, der har brugt adskillige år på at dække krigen i Afghanistan.

»Jeg har rejst meget i Helmand og talt med de lokale bønder. Og når jeg har spurgt dem, hvad de allerhelst vil have i hele verden, så var det ikke demokrati, de nævnte først, men fred. Om det er danskerne eller talibanerne, der giver dem det, det er ikke alle afghanere lige bekymrede over,« forklarer Rasmus Tantholdt.

Ifølge korrespondenten skyldes det, at store dele af befolkningen har oplevet en hverdag i krig i mange, mange år og derfor vil have fred frem for alt.

Samtidig har den afghanske regering ikke nødvendigvis gjort det let at kæmpe for fædrelandet, som blodet det sprøjter.

»De skal kæmpe for den afghanske regeringshær, men de har ikke betalt deres løn, de har ikke fået mad på baserne, og de skal lytte efter en regering, som mange beskylder for at være dybt korrupt.«

Og det er måske dét, der udgør en del af svaret på, at Taliban i øjeblikket – langt hurtigere end de fleste havde forudset – overtager landet.

»Det mest hjerteskærende nu er, at mange af de mennesker, jeg kender i Kabul, og mange af de unge, der har gået på universitetet og er vokset op ude Taliban-regimet, nu bliver sat i bur,« siger Rasmus Tantholdt og uddyber:

»I landdistrikterne bliver omvæltningen ikke nødvendigvis den største, men i de større byer har Afghanistan over de seneste 20 år fået nogle fugle, der elsker den frihed, de har.«

De har prøvet, hvad det vil sige at flyve, og nu sætter Taliban dem i et solidt og stærkt bur. Det er hjerteskærende. Og jeg tror, det bliver svært, at putte dem tilbage i det bur,« siger TV 2s internationale korrespondent, Rasmus Tantholdt, der forudsiger, at den uddannede og moderne del af den afghanske befolkning højst sandsynligt vil søge at forlade landet i den kommende periode.