I en ny BBC-dokumentar 'The Zero Line: Inside Russia's War' fortæller russiske soldater om såkaldte 'nulstillinger' i det russiske militær.
Den brutale praksis, hvor overordnede efter sigende henretter soldater, som deserterer eller nægter at adlyde ordre, kan ende med at få store konsekvenser for Ruslands militær. Det skriver TV2.
»Den her krig er endt som en opslidningskrig med en fastfrosset frontlinje. Ingen af parterne står til at vinde, men en hær kan kollapse på andre måder end et nederlag,« siger udenlandskorrespondent Rasmus Tantholdt til TV2 og fortsætter:
»Hvis de her historier om nulstilling spreder sig tilstrækkeligt, kan det føre til et moralsk kollaps i den russiske hær.«
Ifølge mediet fortæller russiske mænd i BBC-dokumentaren , hvordan de har set deres kammerater blive skudt på klos hold, hvis de eksempelvis nægter at deltage i kamp eller deserterer, og nægter at vende tilbage.
Den 24. februar markerede fireårsdagen for Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine.
