»Jeg har ikke oplevet en stemning, som den vi oplever i dag.«
Sådan lyder det fra TV 2s mellemøstkorrespondent Rasmus Tantholdt, som befinder sig på gidselpladsen i Tel Aviv, Israel.

Mandag morgen forventes det nemlig, at Hamas vil frigive de israelske gidsler, der har været kidnappet siden den 7. oktober 2023.
Allerede tidligt fra morgenstunden har flere tusinder israelere indtaget pladsen i det centrale Tel Aviv, hvor der er opstillet en storskærm, som viser begivenhedernes gang fra Israelsk stats-tv.
Trods de tragiske omstændigheder, er der stor positivitet at spore, rapporterer Tantholdt.
»Jeg tror aldrig, jeg har set så mange smil på pladsen. Det er en fornemmelse af, at det her måske er enden på et konstant sorg og traume, som har ligget over landet,« siger Tantholdt til B.T og forsætter:

»Det står i skærende kontrast til pladsen tidligere, hvor folk er kommet, fordi de var i sorg og havde brug for trøst.«
Siden terrorangrebet har der på pladsen været et ur, som har talt dage siden kidnapningen den 7. oktober 2023. Det ur står i dag på 737 dage, og der er en klar forhåbning om, at det i dag bliver stoppet.
For mange israelere er terrorangrebet nemlig stadigvæk i gang. Først når alle gidsler – døde eller levende – er kommet hjem, vil det være slut, fortæller korrespondent fra pladsen.
»Man tror på, at gidslerne kommer fri. Selvfølgelig frygter Israelerne, at noget går galt, men stemningen er håbefuld og varm – og troen lever,« siger han.
Når det kommer til, hvem der har ansvaret for løsladelsen af gidslerne, er der ingen tvivl fra israelernes side.
»Hver gang Donald Trump kommer på storskærmen, så bliver der jublet og klappet,« siger han og tilføjer:
»Så det er klart ham, som får æren for at gidslerne vender hjem. Modsat bliver der buhet, når Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, kommer på storskærmen.«
Forventningen er, at der vil komme tusindvis af mennesker yderligere på pladsen i løbet af dagen.
Desuden har den amerikanske præsident, Donald Trump, også meldt sin ankomst i Israel.