Det vakte opsigt verden over, da den konservative aktivist Charlie Kirk blev skudt og dræbt til en debat i delstaten Utah.

Men det er tilsyneladende ikke alle, der finder drabet tragisk. Den kontroversielle standupkomiker Dave Chappelle fandt nemlig lejlighed til at lave sjov med drabet på scenen i Madison Square Garden i weekenden.

Chappelle fortalte, at han har haft det bedre, lige siden  Charlie Kirk blev skudt og dræbt september sidste år.

»Altså, hør her. Lige siden Charlie Kirk blev myrdet – og jeg burde ikke sige det her offentligt – men jeg har haft det bedre.«

 »Jeg har ikke bedt om at have det sådan her. Jeg kører bare rundt og tænker: ’Hvorfor er jeg i så godt humør? Åh,« sagde komikeren fra scenen ifølge New York Post.

Udtalelsen har vakt vrede hos Charlie Kirks enke, Erika Kirk, der raser mod alle, der morer sig på bekostning af hendes nu afdøde mand.

Dave Chappelle vækker stor vrede hos Erika Kirk. Foto: Stacy Revere/AFP/Ritzau Scanpix

'At se venstreorienterede podcastere, komikere og kommentatorer grine ad politiske mord, som om det er underholdning, og som om ødelæggelsen af et menneskeliv er en pointe, er mere end modbydeligt,' skriver Erika Kirk i et opslag på X.

I opslaget skriver Erika Kirk videre, at Charlie Kirk blev dræbt i en politisk voldshandling, som hun og hendes børn skal leve med resten af deres liv.

Det er ikke første gang, at Dave Chappelle er kommet i vælten for sine jokes.

I 2022 blev et af hans comedyshows aflyst, fordi nogen mente, at han lavede krænkende jokes om transkønnede personer.