»En dødsdom for texanerne.«

Sådan lyder den kontante dom fra en tidligere amerikansk præsidentkandidat, efter guvernøren i Texas har besluttet sig for helt at genåbne delstaten. Uden restriktioner.

Tirsdag meddelte delstatens republikanske guvernør – Greg Abbott – at han ophæver kravet om at bære mundbind, ligesom han igen giver forretninger lov til at genåbne.

»Jeg har lige meddelt, at Texas er ÅBEN 100 procent. ALTING. Jeg har også afsluttet delstatskravet om at bære maske,« skrev han selv om det på Twitter.

Det sker trods advarsler fra sundhedseksperter om, at det endnu er for tidligt at lempe de gældende restriktioner.

Guvernørens beslutning har derfor – næppe overraskende – mødt stor modstand fra flere sider. Det skriver Dagbladet.

En af dem, der kommer med den mest krasse kritik, er den tidligere demokratiske præsidentkandidat Beto O’Rourke:

»En dødsdom for texanerne. Tilføj dem til de mere end 44.000 døde, da han (Greg Abbott, red.) har fejlet i at konfrontere pandemien og har ødelagt vaccineudrulningen. Og til dem, der frøs ihjel, fordi han bekymrede sig mere om energifirmaers profit end i at holde texanerne i live,« skriver han på Twitter, hvor sidstnævnte er en henvisning til de voldsomme vinterstorme, der i februar ramte delstaten og efterlod flere døde af kulde.

»Abbott dræber det texanske folk,« skriver Beto O’Rourke videre.

Heller ikke den amerikanske epidemiolog Eric Feigl-Ding er glad for guvernørens beslutning:

»Jeg har lyst til at kaste op,« skriver han i et tweet, mens han i et andet skriver direkte henvendt til Greg Abbott:

»Denne plet og alle de kommende covid-19-dødsfald vil for altid være dit eftermæle.«

Greg Abbott fortalte ifølge Ritzau tirsdag, at han godt ved, at beslutningen om at åbne Texas 100 procent vil få flere embedsfolk og eksperter til at bekymre sig om, at smitten vil stige i deres lokalsamfund.

Men han tilføjede, at hans genåbningsplan tager hånd om de bekymringer:

»Hvis hospitalsindlæggelser med covid-19 i nogen af Texas' 22 hospitalsregioner overstiger 15 procent i syv dage i træk, så vil en dommer i den region have lov til at indføre coronarestriktioner i det amt,« sagde han.