Raser mod storskærmvisning af 11. september: Lover deltagerne at »genopleve frygten«
På en café i Storbritannien bliver der holdt 'watch party' i realtid i forbindelse med terrorangrebene 9/11. Arrangementer modtager nu kritik.

På en café i Storbritannien bliver der holdt 'watch party' i realtid i forbindelse med terrorangrebene 9/11. Arrangementer modtager nu kritik.

Et planlagt 9/11-'watch party' på en café i Storbritannien har vakt opsigt.
Her kan man komme og genopleve nyhedsoptagelser fra det skæbnesvangre terrorangreb i realtid samt følge med i, hvornår angrebene fandt sted.
Det skriver BBC.
Fredag den 11. september er det 25 år siden, at terrorangrebene fandt sted, hvor to kaprede passagerfly fløj ind i World Trade Centers Twin Towers, et tredje ramte Pentagon, og det fjerde styrtede ned, før det nåede den amerikanske kongresbygning, som det formodes at være på vej mod.
Knap 3.000 mennesker blev dræbt i angrebene, som al-Qaeda efterfølgende tog ansvar for.
Caféen Wild Boscombe i Bournemouth lægger hus til arrangementet, som kritikere ifølge mediet mener »går over stregen.«
Et byrådsmedlem for Christchurch Independents, Simon McCormack, er en af kritikerne.
Han mener, at man risikerer at gøre tragedien til et skuespil med arrangementet, og har på sociale medier blandt andet skrevet:
»Dette var en virkelig menneskelig tragedie – ikke underholdning, en 'watch party' eller en oplevelse, der skal genskabes for et publikum.«
Caféen selv har understreget, at det på ingen måde er intentionen.
Arrangøren af arrangementet, Pierre d'Alancaisez, forklarer blandt andet i en e-mail til mediet, at:
»Fokus for visningen og diskussionen er mediernes utilsigtede rolle i at foregribe reaktioner som paranoia eller konspirationstænkning.«
Ligesom caféen selv, understreger han, at der på ingen måde vil være noget skuespil, og at arrangørerne desuden vil bede publikum om at aflevere deres telefoner inden visningen.
Han fortsætter sit skriv med: »bortset fra det skuespil, som nyhedsorganisationerne skabte i realtid i 2001,« ifølge mediet.