'Tag tøjet af hende'. 'Put hende i bikini'.

På det sociale medie X har man i et stykke tid, med hjælp af Elon Musks robot 'Grok', kunne forvandle uskyldige billeder til seksuelt indhold - hvilket nu møder kritik.

Techmilliardæren er kommet i modvind.

For et par år siden udviklede hans firma xAI chatbotten 'Grok', som brugere på Elon Musk sociale medie X kan give forskellige kommandoer.

Blandt andet kan man uploade et umiddelbart uskyldigt billede af en kvinde og bede robotten om at fjerne hendes tøj, og det bliver nu undersøgt nærmere af Australiens Online Sikkerhedstilsyn.

Det skriver The Guardian.

Elon Musk.
Elon Musk. Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

eSafety Australia fortæller til mediet, at de siden slutningen af 2025 har modtaget adskillige henvendelser om misbrug af 'Grok', der har generet seksuallierede billeder uden samtykke.

Eksempelvis er forfatteren Ashley St. Clair, der er mor til en af Elon Musks mange børn, blevet udsat for den digitale krænkelse.

»Jeg var forfærdet. Jeg følte mig krænket. Især da jeg så mine børns rygsæk i baggrunden,« udtalte hun forleden til The Guardian, hvor hun endnu ikke havde fået noget svar på sin klage til X.

Og det er ikke kun gået udover voksne personer - det går også udover børn.

The Guardian skriver, at Grok-robottten blandt andet har måtte udsende en undskyldning for at dele et billede af en 12-årig pige i bikini.

I sin beskrivelse giver Grok-robotten X-brugerne mulighed for at lave 'spicy'-indhold.

Det giver EUs talsmand for digitale anliggender Thomas Regnier ikke meget for.

Til mediet ABC News slår han fast, at det ikke er 'spicy', men decideret ulovligt og forfærdeligt.

Storbritanniens teknologiminister Liz Kendall har også rettet kritik mod Grok-robotten, som hun ifølge The Guardian kalder for 'rystende og uacceptabelt i et anstændigt samfund'.

Hun opfordrer til, at X skal få styr på det hurtigst muligt.

Firmaet bag 'Grok' har udtalt, at de nu vil tage hånd om sagen og fjerne materiale med seksuelt misbrug af børn og suspendere konti, der laver det.

Elon Musk har desuden skrevet i et opslag på X:

»Alle der bruger 'Grok' til at lave ulovligt indhold, vil lide de samme konsekvenser som hvis de uploader ulovligt indhold'

eSafety Australia er stadig ved at udarbejde en rapport over Grok-robotten.