USA's præsident Donald Trump meddelte den 1. april i et interview at han overvejer at trække USA ud af NATO.
Den trussel møder nu modstand både indenlandsk fra demokrater og republikanere samt internationalt.
Det skriver Dagbladet.
I en fælles erklæring skrev de henholdsvis demokratiske og republikanske senatorer Chris Coons og Mitch McConnell onsdag, at amerikanske borgere er mere sikre med et stærkt NATO.
De to senatorer påpeger, at NATO kun har været i krig én gang siden sin grundlæggelse i 1949, nemlig i 2001 efter terrorangrebene på USA den 11. september.
I erklæringen lød det ifølge mediet også, at Senatet fortsat vil støtte alliancen for den fred og beskyttelse, den yder både Amerika, Europa og verden.
En beslutning om at trække NATO ud af USA vil kræve et flertal på to tredjedele i Senatet.
Også i Europa har Donald Trumps trussel om at trække USA ud af NATO vakt reaktioner.
Polens premierminister, Donald Tusk, beskriver i et opslag på det sociale medie X, Trumps melding som en del af Ruslands præsident Vladimir Putins 'drømmeplan'.

»Truslen om NATO-opløsning, lempelse af sanktioner mod Rusland, en massiv energikrise i Europa, indstilling af bistanden til Ukraine og Orbáns blokering af lånet til Kiev – det hele ligner Putins drømmeplan,« skriver Donald Tusk ifølge mediet i et opslag på X.
USA har tidligere lempet sanktionerne mod Rusland, da lukningen af Hormuzstrædet førte til en stigning i oliepriser verden over.
Det betød, at salg af russisk olie blev muligt.
I et interview med The Telegraph fortalte Trump tidligere på ugen, at NATO var en 'papirtiger' – en institution eller en person, der udadtil virker farlig, men som i virkeligheden ikke er så farlig igen.
»Jeg har aldrig været overbevist om NATO (swayed by NATO). Jeg har altid vidst, at den var en papirtiger, og Putin ved det også,« sagde han til The Telegraph.
