En gruppe dyreaktivister gik 'over stregen', da de forleden forsøgte at få gæsterne på en af Jamie Olivers restauranter til at genoverveje deres holdning til at spise kød.

Bevæbnet med alt fra skilte og blomster til en falsk pattegris på en tallerken stormede omkring 25 personer fra protestgruppen 'Direct Action Everywhere' (DxE) fredag aften en af den britiske stjernekoks restauranter.

Uheldigvis gik demonstranterne  ifølge politiet – 'langt over grænsen' og blev ligefrem 'aggressive' i deres forsøg på at belære restaurantgæsterne om madvaner. Det skriver The Evening Standard.

Ifølge avisen blev stemningen og demonstrationen så intens ved restauranten i Brighton i England, at politiet måtte træde til og fjerne aktivisterne.

Foto: DxE / Screenshot
Vis mere

Inden da nåede en af de deltagende dog at holde en højlydt tale, som angiveligt begyndte med ordene: »Vi vil gerne have alle til at tænke over, hvad de spiser«.

»Den måde, dyrekød bliver præsenteret og reklameret for, gør det nemt at glemme, at de engang var levende dyr. Og ikke mindst at de var et tænkende og følende individ,« lød det i talen ifølge The Evening Standard.

På flere af skiltene, som aktivisterne havde medbragt til deres 'happening', stod der ting som: 'Det er ikke mad, det er vold' og 'En barmhjertig slagtning er en løgn'.

Ifølge The Evening Standard nåede protestgruppen at være på restauranten i omkring 15 minutter, før politiet mødte op.

Foto: DxE / Screenshot
Vis mere

Politiet har bekræftet over for avisen, at det var til stede ved restauranten fredag aften, men at det ikke var nødvendigt at anvende nogen form for magt.

DxE hævder dog i en skriftlig udtalelse, at politibetjentene 'skubbede en deltager ned på jorden og truede med at anholde dem'.

Gruppen påstår endvidere, at mens nogle af restaurantgæsterne viste forståelse for deres budskab, var der andre gæster, der 'blev voldelige'.

»En gæst skubbede en aktivist og tog hende på numsen og angreb derefter en anden aktivist, som forsøgte at lægge sig imellem,« siger en talsmand fra DxE til The Evening Standard.

Dyreaktivister stormede fredag aften en af Jamie Olivers restauranter.
Dyreaktivister stormede fredag aften en af Jamie Olivers restauranter. Foto: DxE / Screenshot
Vis mere

En talsmand fra Sussex Police fastholder dog, at det var en 'fredelig' aktion, og at de fleste demonstranter allerede var gået ud af restauranten, da politiet dukkede op.

»Der var kun et par (demonstranter, red.) indenfor, men de blev fjernet og fortsatte deres protest udenfor,« siger talsmanden og fortsætter:

»De var ret aggressive over for kunderne, der forsøgte at spise deres mad, men de var blot demonstranter, der gik en smule over grænsen over for kunderne i restauranten, og det tager vi selvfølgelig ikke let på.«

Ingen blev anholdt i forbindelse med protesten.