Den pædofilianklagede rigmand Jeffrey Epstein tog efter alt at dømme sit eget liv.

Lørdag blev den kontroversielle amerikanske milliardær fundet død i fængslet Metropolitan Correctional Housing Center i New York, og straks begyndte spekulationerne om dødsårsagen.

Nu skriver New York Times, at obduktionsrapporten viser, at han begik selvmord.

Liget af finansmanden er blevet obduceret, og lægerne føler sig ifølge avisen sikre på, at den 66-årige Epstein hængte sig i sin celle.

Epstein sad i Manhattan Correctional Center og var anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger. Han blev 10. august fundet død.
Epstein sad i Manhattan Correctional Center og var anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger. Han blev 10. august fundet død. Foto: HANDOUT
Vis mere

Den stenrige forretningsmand var anklaget for menneskehandel og for seksuelle overgreb på mindreårige piger.

Han nåede ikke at få sin sag for retten, men var han blevet dømt, risikerede han helt op til 45 års fængsel.

Obduktionsrapporten er endnu ikke blevet offentliggjort, men en kilde siger til New York Times, at lægerne føler sig sikre på, at Epstein tog sit eget liv, og at man mener, at han hængte sig.

Kilden skulle ifølge avisen være en tjenestemand med indsigt i sagen, som ønsker at være anonym.

Dr. Barbara Sampson, som er chefobducent i fængselsvæsenet i New York City, siger i en udtalelse, at en privat patolog overværede undersøgelsen af Epsteins lig på vegne af hans repræsentanter, hvilket hun kaldte en 'rutinemæssig praksis'.

En endelig fastslåelse af dødsårsagen 'afventer yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt', siger Sampson.

Den skandaleombruste rigmand har én gang tidligere forsøgt at tage sit liv i fængslet.

23. juli blev han fundet livløs med en snor omkring halsen. Siden da har han været under intensiv overvågning.

Flere amerikanske medier citerer dog anonyme kilder i fængslet for at sige, at Epstein ikke blev overvåget i timerne før selvmordet.

Jeffrey Epstein var kendt som en pengestærk mand med gode forbindelser.

Han har været tætte venner med både tidligere præsident Bill Clinton og den nuværende præsident, Donald Trump.

Han blev anholdt 6. juli i New Jersey, men nægtede alle anklagerne om, at han mellem 2002 og 2005 skulle have misbrugt mindreårige piger, nogle af dem angiveligt helt ned til 14 år.