En femtedel af teenagere under 16 år i Australien bruger fortsat sociale medier.
Det viser data ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det er to måneder siden, at landet indførte et forbud, der betyder, at platformene ikke må give adgang til brugere under 16 år.
Antallet af 13- til 15-årige, der bruger de sociale medier TikTok og Snapchat, er faldet i perioden fra december, hvor forbuddet trådte i kraft, frem til februar.
Flere end 20 procent bruger dog stadig de to apps, viser data fra softwarefirmaet Qustodio, der udbyder såkaldt forældrekontrolsoftware.
Tallene fra Qustodio er blandt de første, der kaster lys over de unges adfærd på sociale medier, efter at Australien indførte forbuddet.
Flere regeringer andre steder i verden overvejer, om de skal indføre lignende forbud.
Den australske regering og mindst to universiteter følger i igangværende undersøgelser effekten af forbuddet. Ingen af dem har dog endnu offentliggjort data på området.
- Blandt børn, hvis forældre ikke har blokeret adgangen, fortsætter et betydeligt antal med at bruge de begrænsede platforme i månederne efter forbuddet, skriver Qustodio i selskabets rapport på området.
Den bygger på data indsamlet fra australske familier fra slutningen af 2024 til februar, skriver Reuters.
Under forbuddet skal platforme som techgiganten Metas Instagram, Facebook og Threads samt Googles YouTube, TikTok og Snapchat blokere for adgang for personer under 16 år.
Ellers risikerer de en bøde på op til 49,5 millioner australske dollar. Det svarer til 228 millioner kroner.
En repræsentant for Snapchat er ikke vendt tilbage på Reuters' henvendelse om tallene. En talsperson for TikTok har til nyhedsbureauet afvist at kommentere sagen.
Tallene fra Qustodio viser, at antallet af børn i Australien på 13-15 år, der bruger Snapchat, faldt med 13,8 procentpoint til 20,3 procent fra november til februar. Antallet af børn, der bruger TikTok, i samme aldersgruppe faldt med 5,7 procentpoint til 21,2 procent.
Antallet i samme aldersgruppe, der bruger YouTube, faldt med ét procentpoint til 36,9 procent. Dataene angiver dog ikke, om de brugere var logget ind på en konto. Det australske forbud tillader personer i alle aldre at bruge YouTube uden at logge ind.
/ritzau/
