Rapport: EU har svært ved at nå mål om at kunne forsvare sig selv i 2030
Trods ambitiøse planer og svulmende forsvarsbudgetter har Europa svært ved at nå forsvarsmål, viser rapport.
Trods ambitiøse planer og svulmende forsvarsbudgetter har Europa svært ved at nå forsvarsmål, viser rapport.
Europa er udfordret, når det gælder målet om at blive forsvarsparat i 2030.
Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra Den Europæiske Revisionsret, der har til opgave at sikre, at EU forvalter sine midler korrekt.
Analysen kommer kort efter, at Tyskland i denne uge udpegede Rusland som ansvarlig for droneangrebet i Leipzig.
Det har igen understreget advarslen fra en række europæiske efterretningstjenester om, at Europa bliver nødt til at kunne forsvare sig imod et potentielt angreb fra Rusland.
Trods svulmende nationale forsvarsbudgetter i blandt andet Danmark og Tyskland er det dog endnu ikke sikkert, at det lykkes at indfri EU-målet om at være forsvarsparat i 2030.
Det fastslår medlem af Revisionsretten Marek Opioła, der står bag Revisionsrettens analyse.
- EU har iværksat adskillige initiativer for at få medlemsstaterne til at samarbejde og forene deres indsats på forsvarsområdet.
- Det er vigtigt at udnytte nye muligheder og tage hensyn til eksisterende risici, da det fortsat er en udfordring at nå målet om forsvarsberedskab senest i 2030, siger Marek Opioła.
Mange års underinvestering har ifølge analysen ført til utilstrækkelige ammunitions- og missillagre, lange produktionstider, afhængighed af leverandører uden for EU og logistiske flaskehalse.
Den peger også på en række tiltag, som kan ændre billedet.
Revisionsretten lægger blandt andet vægt på, at forsvarsindustrien i Europa skal udvide produktionskapaciteten, fremme innovation og styrke partnerskaber.
Samtidig bør der i højere grad udvikles "forsvarsklynger" og "kapacitetskoalitioner" mellem EU-landene for at sikre store og effektive indkøb.
Også strategiske partnerskaber med især Ukraine kan være en vej til at nå målet i 2030, lyder det.
Analysen peger også på, at afhængigheden af leverandører uden for Europa på længere sigt kan mindskes ved, at EU-landene enes om at købe mere ind hos den europæiske forsvarsindustri.
På grund af tidspresset i forhold til at blive forsvarsklar i 2030 vil de europæiske indkøb dog på kort sigt skulle suppleres med indkøb fra lande uden for EU, lyder det i analysen.
RITZAU