Politi og demonstranter er stødt sammen i flere spanske byer tirsdag og onsdag. Mindst 19 betjente er såret.

Demonstranter er onsdag aften gået på gaden i de spanske storbyer Madrid og Barcelona for at protestere mod fængslingen af en rapper.

Der er flere meldinger om sammenstød mellem demonstranterne og politi.

I centrum af begge byer har maskerede demonstranter kastet flasker og genstande mod politiet og bygget barrikader af væltede skraldespande, der er blevet sat i brand.

Demonstranterne kræver, at den 32-årige og stærkt venstreorienterede rapper Pablo Hasél, der blev idømt fængsel tirsdag, bliver løsladt.

Demonstrationer har stået på både tirsdag og onsdag aften.

Pablo Hasél, med det borgerlige navn Pablo Rivadulla, blev for nylig idømt ni måneders fængsel for at kalde den tidligere kong Juan Carlos for en "mafiaboss", glorificere terrorisme og for at beskylde politiet for at torturere og dræbe demonstranter og migranter.

Hundredvis af kunstnere, ledet af filminstruktøren Pedro Almodóvar og stjerneskuespilleren Javier Bardem, har engageret sig i rapperens sag og har underskrevet en støtteerklæring for ytringsfrihed.

Under tirsdagens demonstrationer i flere spanske byer blev flere såret. 19 af dem er politibetjente.

Mindst 15 mennesker blev anholdt tirsdag, og onsdag er der meldinger om, at yderligere seks er blevet anholdt.

Madrids konservative borgmester fordømmer volden.

- Dem, der er voldelige, og dem, der ikke accepterer loven, har ingen plads i vores samfund, skriver borgmesteren.

Den socialist-ledede regering derimod har meddelt, at den vil forsøge at gøre ytringslovene mindre restriktive. Det mindre parti i koalitionen, Podemos, meldte tirsdag, at det vil anmode om at benåde rapperen.

/ritzau/AFP