Belgisk politi har gennemført en ransagning hos EU's udenrigstjeneste som led i en efterforskning af mistænkt svindel.

Det oplyser Den Europæiske Anklagemyndighed, Eppo, tirsdag.

Tre personer er blevet anholdt.

Sagen omhandler mulig svindel i forbindelse med et ni måneder langt træningsprogram for juniordiplomater.

Udenrigstjenesten gennemførte for perioden 2021-2022 et udbud om driften af træningsprogrammet, som institutionen College of Europe vandt.

Anklagerne siger i en meddelelse, at de har "stærk" mistanke om, at udbudsprocessen ikke har levet op til reglerne om lige konkurrence.

- Efterforskningen fokuserer på, om College of Europe og/eller deres repræsentanter blev informeret på forhånd om udvælgelseskriterierne (...), skriver Eppo.

Der er videre fokus på, om institutionen "havde rimelig grund til at tro, at den ville blive tildelt" projektet, allerede inden udenrigstjenesten officielt havde offentliggjort udbud.

College of Europe er en institution, hvor personer med en universitetsuddannelse kan forberede sig på en potentiel karriere i EU.

/ritzau/