1.500 til 1.800 danskere skal hjælpes hjem fra Norditalien på grund af voldsomt vejr.

Det oplyser direktør i assistanceselskabet SOS International, Jan Sigurdur Christensen, til TV 2.

Store hagl på størrelse med golf- og tennisbolde regnede sent mandag aften ned over Norditalien – blandt andet i området ved Gardasøen.

Det ødelagde og knuste både biler, campingvogne og telte.

Tirsdag skriv SOS International, der ejes af 11 nordiske forsikringsselskaber og tilbyder læge- og rejseassistance, på sin hjemmeside, at den i løbet af natten havde modtaget opkald fra hundredvis af danskere om skader på biler efter uvejret.

»Det seneste døgns ekstreme vejr i Italien har skabt udfordringer for rejsende, hvis biler er blevet ødelagte af hagl,« lyder det i en melding på hjemmesiden.

»SOS International arbejder på højtryk for at hjælpe alle og har indkaldt al disponibel mandskab i dag og de næste dage for at håndtere den ekstraordinære situation.«

Her ses et af de hagl, der ramte. Karina Varming

SOS International oplyser, at det desværre 'er meget udfordrende' at finde alternative hjem-transportformer til de rejsende.

Blandt andet på grund af uvejret omfang, samt at det skete midt i højsæsonen.

»Det er dog lykkedes os at få indgået aftaler med en række danske busselskaber, som allerede i dag (tirsdag, red.) har sat kursen mod Italien for at hente rejsende hjem. Vi bestræber os derfor på, at de første rejsende kan forvente at rejse hjem mod Danmark i morgen onsdag,« lyder det fra SOS International.