Han blev ramt af fem skud. Blandt andet i hovedet, i brystet og i ryggen.

Nu efterforsker det polske politi drabet på den russiske kunstner Robert Kuzovkov, der var en kendt kritiker af den russiske præsident, Vladimir Putin.

Det skriver flere internationale medier, herunder BBC og The Independent.

Ifølge den polske anklagemyndighed blev Robert Kuzovkov – der også benyttede sig af kunstnernavnet Semyon Skrepetsky – skudt og dræbt mandag morgen på en parkeringsplads i den polske by Biała Podlaska.

Han blev 44 år.

Robert Kuzovkov var især kendt for sine karikaturtegninger af politikere, blandt andre af Vladimir Putin, den belarusiske leder Alexander Lukasjenko og den tjetjenske leder Ramzan Kadyrov.

Arkivfoto af den russiske kunstner Robert Kuzovkov.
Arkivfoto af den russiske kunstner Robert Kuzovkov. Foto: Semyon Skrepetsky Via Facebook/Reuters/Ritzau Scanpix

Han forlod Rusland i 2021 og gik i eksil af frygt for strafferetlig forfølgelse, og han fik siden asyl i Polen.

En talsmand for distriktsanklagemyndigheden i den østlige by Lublin, Marcin Kozak, oplyser ifølge BBC, at den russiske kunstner blev antastet af en ukendt skytte, der affyrede to skud mod ham:

»Da offeret faldt til jorden, nærmede gerningsmanden sig, affyrede yderligere tre skud og flygtede derefter hurtigt fra stedet,« forklarer han.

Robert Kuzovkov døde på stedet.

Drabet fandt sted omkring 600 meter fra det belarusiske konsulat i byen, og to belarusiske statsborgere på henholdsvis 37 og 33 år er ifølge BBC og The Independent blevet anholdt i nærheden af bygningen i kølvandet på sagen.

Deres mulige rolle i drabet er endnu ved at blive efterforsket, lyder det.

Politiet har ikke oplyst noget om et muligt motiv i sagen.

En nærmere obduktion af Robert Kuzovkov skal finde sted onsdag.

Han efterlader sig en hustru og fem børn.