Betydningen for Taliban af at have indtaget Kandahar, Afghanistans næststørste by, kan ikke overdrives. Kandahar var Talibans base, indtil Mullah Omar og hans kumpaner blev drevet på flugt af de allierede tropper i 2001.

Talibans efterladenskaber dengang fortalte en del om deres livssyn og formål. Blandt vraggodset var detaljerede terrorplaner og træningslejre til at uddanne terrorister.

Øjenvidnebeskrivelserne fra en skrækslagen befolkning var rystende. Offentlige henrettelser ved stening var en tilbagevendende begivenhed. Forbud mod at lytte til musik eller danse blev håndhævet skånselsløst, og kvinderne blev holdt indendørs og var forment arbejde og uddannelse.

Nu er Kandahar faldet igen, sammen med næsten alle andre større afghanske byer. Taliban er ikke blevet mildere stemt med årene, og det er næsten ubærligt at tænke på den grumme skæbne, der nu venter alle dem, der dengang lyttede til Vestens løfter om at beskytte dem i demokratiets navn.

Taliban-krigere står rundt om regeringsbygningen i Herat. STRINGER

Lige nu går Talibans krigere fra hus til hus i Kandahar og henretter dem, de anser som kollaboratører på stedet. Kvinderne bliver beordret i burkaer. Hvis nogen troede, at Taliban havde forandret sig, tog de fejl.

Tilbage forestår kampen om Kabul. Talibans blitzkrig er gået langt hurtigere end forventet. Og den afghanske hær og de sikkerhedsstyrker, vi har betalt for at uddanne de sidste årtier, har vist sig nærmest ubrugelige. Der er mindst 300.000 afghanske regeringsstyrker og kun cirka 75.000 Taliban-krigere. Alligevel stikker hæren halen mellem benene alle steder. Joe Bidens opfordring om at kæmpe for sit land vinder ingen genklang. I stedet løber de for livet.

Taliban har ladet forstå, at man vil klemme livet ud af Kabul, som en anakondaslange klemmer livet ud af sit bytte. Hvorvidt Kabul kan modstå trykket, vil tiden vise, men mellemtiden fra provinsen kan ikke siges at være opløftende.

Febrilske mennesker forsøger at komme ombord på en af de sidste helikoptere, der forlader den amerikanskle ambassade i Saigon i 1975.

Det er bestemt ikke usandsynligt, at vi står over for en pendant til Saigons fald. Forlydenderne inde fra den amerikanske ambassade er, at man lige nu er i gang med at makulere og brænde alt, der brændes kan. 5.000 amerikanske soldater er på vej til Kabul for at lave en luftbro, der kan få alt amerikansk personel sikkert ud af landet i en fart.

Briterne er i gang med en lignende øvelse, og udenrigsminister Jeppe Kofod lod fredag forstå, at alle, der har arbejdet for den danske delegation, vil blive sikret rejse ud af det afghanske helvede. Det er ikke usandsynligt, at det ender med billeder som dem fra Saigon dengang, hvor desperate folk klamrer sig til helikoptere for at komme ud.

Men hvad med alle de andre? Hvad med alle de afghanere, vi lovede et bedre liv, og som nu i stedet kan se frem til et liv i et islamistisk helvede?

Flere og flere skræmte borgere søger mod Kabul, der nu må huse flygtningene i parkerne. WAKIL KOHSAR

Hvis Kabul falder, og hele det projekt, vi har ofret masser af menneskeliv og milliarder af dollar på at gennemføre og opretholde, nu endegyldigt udslettes, så venter der et generationsdefinerende opgør om Vestens rolle i verden, der kan komme til at bære præg af opgøret om Vietnamkrigen.

De allierede styrker har mistet tusinder i Afghanistan. Mange flere er sårede på krop og sjæl foruden selvfølgelig de endnu flere afghanere, der har mistet livet.

Burkaerne er tilbage. Kvinder beordres igen til at være helt tildækkede i offentligt rum i de Taliban-erobrede byer. -

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, sagde fredag, at soldaterne ikke er døde forgæves. Det store spørgsmål er så, hvad det er, de er døde for?

Man kan måske svare, at de døde i demokratiets tjeneste. Men det er et svækket Vesten, der i ly af natten sniger sig ud fra det storstilede demokratiseringsprojekt, der gik så forfærdelig galt.

Disse uhyggelige, historiske dage kan vise sig at blive afgørende for vores tid, både udenrigspolitisk og for vores selvforståelse. Man må håbe, at Kabul kan modstå stormen fra Taliban, men det er desværre ikke mere end et håb.