Der er blevet gjort et opsigtsvækkende fund tæt på en tidligere atombombefabrik i staten South Carolina i USA. 

Her fandt en medarbejder, der jævnligt tjekker radioaktivitetsniveauet for området, nemlig den 3. juli en radioaktiv hvepserede. Det skriver NBC News.

Hvepsereden blev fundet nær en tank, hvor radioaktivt affald bliver opbevaret, oplyser det amerikanske energiministerium til mediet. 

Medarbejderne målte, at hvepsereden havde en strålingsgrad ti gange højere, end hvad de føderale regler tillader. 

For at fjerne reden sprayede medarbejderne den med insektspray, hvorefter de tog den ned og smed den ud som radioaktivt affald. I reden blev der dog ikke fundet hvepse, lyder det. 

Ifølge en rapport var der ikke nogen lækage fra affaldstankene, og reden var sandsynligvis radioaktiv på grund af den radioaktive forurening, der stadig var tilbage, fra dengang stedet var i brug.

Stedet, hvor man fandt hvepsereden, blev åbnet i begyndelsen af 1950'erne for at producere plutoniumkerner, som blev brugt i atomvåben under starten af Den Kolde Krig med Sovjetunionen. 

I dag bruges det i stedet til at fremstille brændsel til atomkraftværker og opbevaring af radioaktiv affald.