Perspektiverne for Vladimir Putins Rusland bliver tegnet op som særdeles dystre.

»Rusland var på flere måder højt udviklet,« siger den britiske økonom Richard Portes i et interview med Business Insider:

»Men man kan gå fra det til en økonomi, der rådner op, og det er ikke svært, hvis man virkelig gerne vil. Og det er desværre det, der er ved at ske.«

Forskeren fra London Business School sætter fokus på den store udvandring af højtuddannede russere, der har fundet sted, siden invasionen af Ukraine tog sin begyndelse i februar 2022.

Hjerneflugten.

Det vil få store konsekvenserne for udviklingen af Rusland i fremtiden, lyder det.

Tallene taler sit tydelige sprog.

Opgørelser har vist, at op mod en million russere har forladt deres hjemland på grund af krigen.

Af dem har størstedelen været fra de yngre generationer.

En fransk analyse viser, at fra 86 procent af dem, der har forladt Rusland er under 45 år, mens 80 procent har en videregående uddannelse.

Det er bare et spørgsmål om tid, inden samfundet vil blive ramt af den udvanding, mener Richard Portes.

»Uanset krigens udfald vil Rusland om cirka fem år være udtømt og have nedslidt sin fysiske kapital, mens landet vil have mistet en enorm mængde af videnskapital og menneskelig kapital. Med undtagelse af forsvarssektoren,« siger han.

Derfor spår han, at den russiske økonomi vil falde fra hinanden i det kommende årti. Ikke mindst fordi der snart vil opstå mangel på folk til at videregive afgørende erfaring og viden til kommende generationer.

»Rusland vil blive reduceret til en økonomi, der er helt afhængig af sine naturlige ressourcer,« siger Richard Portes.