Ukraine og USA er i disse dage i løbende forhandlinger om en fredsaftale mellem Rusland og Ukraine.
Undervejs i forhandlingerne har Ruslands præsident, Vladimir Putin, været forholdsvis tavs.
Indtil i dag, hvor Putin ifølge det russiske nyhedsbureau TASS udtalte, at »målet med den særlige militære operation bestemt vil blive nået.«
Og hvis modparten og udenlandske støtter nægter at samarbejde »vil Rusland befri sit historiske land med militære midler,« siger Ruslands præsident.
B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, kalder udtalelserne en 'kold klud i ansigtet på Donald Trump fra Putin'.
»Det kan godt være, at Ukraine, deres europæiske allierede og USA arbejder intenst på at nå frem til en ramme omkring fred. Men der har hele vejen igennem været meget få indikationer på, at Vladimir Putin ønsker at indgå en aftale. Og det synes de her udtalelser at bekræfte,« siger Jeppe Elkjær.
Årsagen til Vladimir Putins fornyede selvtillid skal ifølge udlandsredaktøren findes på slagmarken.
»Ser man på det med russiske øjne, så går det faktisk ikke så skidt på fronten. Og de russiske tropper har støt og roligt vundet frem over det sidste år. Derfor er incitamentet for en fred fra Putins perspektiv ikke specielt stort,« siger han og fortsætter:
»Det spændende er nu, hvordan Donald Trump vil reagere på den her udmelding. Den amerikanske præsident har sat store ressourcer ind på at skabe fred i Ukraine. Men det får han ikke uden Putins velvilje.«

