Den russiske præsident Vladimir Putins udsending Kirill Dmitrijev er ankommet til Miami i Florida i USA.
Her skal han lørdag mødes med den amerikanske udsending Steve Witkoff og præsident Donald Trumps svigersøn Jared Kushner.
Det oplyser en russisk kilde til Reuters.
De skal drøfte en mulig løsning på krigen i Ukraine.
Repræsentanter for Ukraine og Europa befinder sig også i Florida.
Tidligere lørdag sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at USA har foreslået direkte forhandlinger mellem repræsentanter for Rusland og Ukraine, skriver AFP.
Det vil i givet fald være de første af sin slags siden maj, hvor de to sider mødtes i Istanbul, uden at der kom konkrete resultater ud af det.
Et kommende møde skal også være med amerikansk deltagelse, oplyser Zelenskyj.
- Som jeg har forstået det, er det foreslåede format Ukraine, USA og Rusland, siger Zelenskyj på et pressemøde i den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Han tilføjer, at han ikke føler sig "sikker på", at et sådant møde kan give et nyt resultat.
Ukraines europæiske allierede kunne også være til stede, foreslår Zelenskyj. Det vil ifølge ham være "logisk at holde sådan et fælles møde", skriver AFP.
Trumps udsendinge har presset på for en plan, hvor USA vil tilbyde Ukraine sikkerhedsgarantier, men hvor der sandsynligvis vil være en forventning om, at ukrainerne skal afstå noget territorium.
Det er et perspektiv, som mange ukrainere har en stærk modvilje imod.
Flere af Ukraines europæiske allierede har også advaret imod, at man belønner Rusland for at have invaderet Ukraine og ført en fuldbyrdet krig gennem de seneste knap fire år.
USA's udenrigsminister, Marco Rubio lovede dog fredag, at USA ikke vil tvinge Ukraine ind i nogen aftale. Han understregede, at "der er ingen fredsaftale, medmindre Ukraine går med til den".
Zelenskyj siger videre på lørdagens pressemøde i Kyiv, at kun USA er i stand til at overtale Rusland til at afslutte krigen. Han opfordrer Trump-regeringen til at øge presset på Putins regering for at få det til at ske.
/ritzau/
