I Moskva er begejstringen ikke til at tage fejl af.

Vladimir Putins toprådgiver Kirill Dmitrijev hylder Donald Trump, efter at den amerikanske præsident har sat en omfattende ny sanktionspakke mod Rusland på pause.

»Et betydningsfuldt og i sandhed historisk øjeblik,« skriver Dmitrijev på Telegram.

Det var natten til lørdag dansk tid, at Trump satte en række nye sanktioner og toldsatser mod Rusland på pause - og det få dage før de ville være trådt i kraft.

Præsidenten begrunder beslutningen med, at det er i USAs nationale interesse.

Sanktionspakken ville blandt andet have åbnet for told på op til 100 procent på varer fra de største købere af russisk olie og gas samt lande, der hjælper Rusland med at omgå sanktioner.

Ifølge Dmitrijev kunne konsekvenserne da også have været:

»Det kunne effektivt have stoppet det økonomiske samarbejde mellem Rusland og USA og forårsaget alvorlig skade, primært på den amerikanske økonomi og de globale markeder,« skriver han.

Putin-rådgiveren ser samtidig beslutningen som en mulighed for et tættere forhold mellem de to lande.

»Det økonomiske samarbejde mellem Rusland og USA tjener begge landes interesser, fremmer global økonomisk stabilitet og skaber grundlaget for at opbygge tillid og opnå varig fred,« lyder det.

Hyldesten kommer efter en uge, hvor USA og Rusland også har indgået en omstridt aftale om russisk diesel, som Dmitrijev tidligere har fremhævet som en mulig åbning for yderligere økonomisk samarbejde mellem landene.