Det er nu mest sandsynligt, at krigen i Ukraine bliver både lang og blodig. Det vil få store økonomiske følger for Ukraine og Rusland, men også for Vesten.

Øjenvidneberetninger fra havnebyen Mariupol ved Det Azovske Hav beretter om, hvor barske forholdene allerede nu er for Ukraines befolkning.

»Vi har set beboere i boligblokke begynde at drikke vandet fra varmeapparaterne, som alligevel ikke virker. Der er udbredt mangel på næsten alt,« siger Pierre Mendiharat fra Læger uden Grænser i Mariupol til BBC.

Mariupols viceborgmester frygter udbredt sult og medfølgende sygdomme.

Ødelæggelserne i Irpin nord for Kyiv er omfattende. Ifølge eksperter er der ikke udsigt til en hurtig fred for ukrainerne.
Ødelæggelserne i Irpin nord for Kyiv er omfattende. Ifølge eksperter er der ikke udsigt til en hurtig fred for ukrainerne. Foto: DIMITAR DILKOFF
Vis mere

»Der er simpelthen ikke nok mad. Byens beboere søger desperat efter noget at spise, ligegyldigt hvad. Vi står over for en katastrofe,« siger Sergej Orlov, Mariupols viceborgmester til BBC.

Flygtninge, det er lykkedes at komme ud af Mariupol, fortæller om lig i gaderne og folk, der drikker vand af vandpytter.

Dette er den rædselsfulde, nye virkelighed for millioner af ukrainere. Og forholdene forventes at blive endnu værre.

For Vladimir Putins lynkrig er kørt fast i mudderet. Putins nøje planlagte shock and awe-strategi skulle på få døgn få ukrainerne til at indse, at al modstand mod overmagten var frugtesløs.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde regnet med en hurtig sejr i Ukraine. Nu kan den skæbnesvangre krig i stedet blive lang og omkostningerne store
Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde regnet med en hurtig sejr i Ukraine. Nu kan den skæbnesvangre krig i stedet blive lang og omkostningerne store Foto: ANDREY GORSHKOV / SPUTNIK / KREM
Vis mere

For os, der var i Kyiv ved krigens start, så det ud, som russerne ville få held med deres strategi. Allerede på krigens dag to stødte et CNN-kamerahold på russiske fortropper, bare 30 kilometer nord for hovedstaden.

Men stormen på Kyiv udeblev. Russerne står stadig cirka 30 kilometer fra bymidten. En tres kilometer lang konvoj nord for Kyiv har nu stået næsten stille i en uge. Eksperter vurderer, at krigen vil forsætte, og at omkostningerne bliver enorme.

»Det her bliver en lang og udmarvende kamp om Kyiv. De lokale beboere har opbygget reserver af fødevarer, og der vil være udbredt og intensiv modstand. Jeg tror ikke på, at Kyiv vil falde,« siger den tidligere amerikanske general David Petraeus til CNN.

En langstrakt krig vi trække meget store veksler på ukrainerne. Men resten af verden vil også mærke dønningerne.

Prisen på råolie ramte mandag sit højeste niveau i 14 år mandag, og prisen på europæisk gas steg også markant. Det skete som følge af amerikanske planer om at indføre et forbud mod import af russisk olie. En række europæiske lande med Tyskland i spidsen advarer nu om konsekvenserne af sådan et forbud for EUs økonomi.

Ukraine er en af verdens største hvedeproducenter. Priserne på hvede er allerede skudt i vejret, og denne udvikling frygtes at forsætte.
Ukraine er en af verdens største hvedeproducenter. Priserne på hvede er allerede skudt i vejret, og denne udvikling frygtes at forsætte. Foto: JOSEPH EID
Vis mere

Prisen på hvede har slået nye rekorder. Ukraine har noget af Europas allerbedste landbrugsjord og er i generationer blevet kaldt ‘Ruslands spisekammer’.

»Vi forventer yderligere prisstigninger på verdensplan. 30 procent af al verdens hvedeeksport er blevet afskåret på grund af krigen,« siger Carsten Fritch fra Commerzbank til Financial Times.

Stigende fødevarepriser kan føre til smalhals i Europa, men i fattigere områder som for eksempel det nordlige Afrika, kan højere hvedepriser føre til decideret fødevaremangel.

Både USA og Storbritannien vurderer, at krigen styrer mod det modsatte af den planlagte lynkrig.

Ruslands lynkrig er aflyst. En 60 kilometer lang konvoj har nu stået næsten stille i en uge. Krigen i Ukraine frygtes at kunne vare måneder endnu.
Ruslands lynkrig er aflyst. En 60 kilometer lang konvoj har nu stået næsten stille i en uge. Krigen i Ukraine frygtes at kunne vare måneder endnu. Foto: -
Vis mere

»Vi taler måneder, hvis ikke år. Det betyder også, at vi må vise en strategisk udholdenhed, for det her slutter ikke bare om nogle dage,« siger Dominic Raab, Storbritanniens tidligere udenrigsminister til BBC.

En langstrakt krig vil i den grad kunne mærkes på verdensøkonomien. Rusland truer med at lukke for gassen til Europa, hvis Vesten påfører russerne yderligere sanktioner.

»Hvis Vesten afskærer Rusland fra at eksportere olie, vil det få katastrofale følger for verdensøkonomien,« siger Ruslands vicepremierminister, Aleksandr Novak, ved et pressemøde.

Vesten køber dog ikke umiddelbart Ruslands trusler.

»Hvad der end sker, så er Putin færdig som en magtfaktor i verden. Hans hær er færdig, det bliver han nødt til at indse. Det internationale samfund har samlet sig mod ham, og hans handlinger vil komme til at forsage stor økonomisk nød for hans eget folk,« siger Storbritanniens forsvarsminister, Ben Wallace, til BBC.