Krigen i Ukraine er gentagne gange blevet beskrevet som en udmattelseskrig, og de seneste begivenheder markerer nu en ny og dyster drejning.

Det mærkede det ukrainske forsvar især fra torsdag til fredag, hvor hovedstaden Kyiv blev ramt af et massivt og vedvarende angreb med både droner og missiler, skriver TV2 Norge.

Det langvarige angreb kostede otte mennesker livet. Det er især selve tidsaspektet i de russiske operationer, der er nyt, forklarer luftkrigsekspert Lars Peder Haga til mediet.

Siden slutningen af marts har russerne ændret taktik. Rusland holder nu længere pauser mellem angrebene, men når de slår til, er angrebene langt større og varer markant længere end tidligere.

»En del af ideen er sandsynligvis at belaste de ukrainske luftforsvarsstyrkers udholdenhed. Hvis angrebene fortsætter over tid, kan Rusland udnytte de huller, der opstår, når Ukraine ikke har tid til at genoprette og genopfylde ammunition,« mener Lars Peder Haga.

Volodymyr Zelensky, ankom lørdag til Istanbul, hvor han skal tale om sikkerhedsspørgsmål med Tyrkiets præsident, Tayyip Erdogan.
Volodymyr Zelensky, ankom lørdag til Istanbul, hvor han skal tale om sikkerhedsspørgsmål med Tyrkiets præsident, Tayyip Erdogan. Foto: (Arkivfoto) Fredrik Sandberg/EPA/Ritzau Scanpix

Det er især brugen af ballistiske missiler, der presser det ukrainske luftforsvar til det yderste. Da de store raketter indimellem trænger igennem forsvarsværkerne, forårsager de enorme ødelæggelser.

Den nye strategi, hvor angrebene fortsætter langt ind i dagslyset, kan ifølge eksperten bidrage til en følelse af håbløshed, da ukrainerne aldrig får ro. 

Som reaktion på denne udvikling er det nødvendigt, at Ukraine opdaterer deres luftvåben, mener Lars Peder Haga.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har givet udtryk for, at Ukraine er åbne for en våbenhvile.

Lørdag ankom præsidenten til Istanbul for at drøfte sikkerhedsspørgsmål med Tyrkiets præsident, Tayyip Erdogan.

Talsmand for Kreml, Dmitrij Peskov, har udtalt, at Rusland ønsker en varig fredsløsning frem for en blot kortvarig våbenhvile.