Truslen om en atomkrig er stigende, siger Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Han understreger i samme ombæring, at Rusland betragter atomvåben som et afskrækkelsesvåben.

Det er et våben, der kun vil blive brugt i tilfælde af et angreb mod Rusland, siger han.

Og han forsikrer om, at Rusland ikke er »blevet vanvittig«.

Ikke desto mindre vil Rusland forsvare sig selv og sine allierede med alle midler, landet har til rådighed, understreger Putin.

Rusland ses i Vesten som »et andenrangs land, der slet ikke har ret til at eksistere«, hævder han.

Han tilføjer, at det er USA og ikke Rusland, der har opstillet såkaldt taktiske atomvåben i andre lande.

Det er våben, som indeholder mindre sprængladninger, og som er beregnet til brug på kortere afstande end de sprænghoveder, som placeres på interkontinentale ballistiske missiler.

Der er ikke tidligere anvendt taktiske atomvåben i krig.

Det er ikke første gang, at Putin eller andre fremtrædende russiske politikere har luftet muligheden for, at atomvåben kan blive taget i brug i forbindelse med krigen i Ukraine.

Ruslands tidligere præsident, Dmitrij Medvedev, sagde i september, at hans land har ret til at forsvare sig selv med atomvåben, hvis det bliver presset ud over sine grænser.

»Dette er helt klart ikke bluff,« sagde Medvedev.

I sin tale onsdag, som blev holdt i forbindelse med årsmødet i det præsidentielle russiske menneskerettighedsråd, siger Putin videre, at han regner med, at den russiske hær vil kæmpe i Ukraine i lang tid fremover.

»Det kan være en lang proces,« siger han.

I efteråret indkaldte Rusland mindst 300.000 soldater af reserven til landets hær.

Af dem er 150.000 sendt til Ukraine, siger Putin. 77.000 mand indgår i kampenheder, mens resten udfører defensive opgaver.

De øvrige 150.000 er stadig ved at blive optrænet, meddeler præsidenten.

Han tilføjer, at det ikke vil være nødvendigt med endnu en runde med mobilisering.

/ritzau/Reuters