»Pirateri og tyveri.«

Så kontante var ordene fra den russiske præsident, Vladimir Putin, da han onsdag talte under en flådeøvelse i Stillehavet. 

Her truede han med at komme med gengældelse for de vestlige beslaglæggelser af landets kommercielle skibe. 

Putin kaldte de vestlige forsøg på at tilbageholde skibe med tilknytning til Rusland som et brug på international maritim lov. 

»Det er intet andet end pirateri og røveri,« sagde præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters og tv-stationen ABC News

»Hvis dette sker, vil vi være tvunget til at svare med samme mønt.« 

Putin advarede om, at Moskva vil kunne gengælde »i ethvert område, hvor vi finder det nødvendigt og passende.«

Både Frankrig og Storbritannien har tilbageholdt tankskibe, der mistænkes for at være en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde. 

Det er skibe, der transporterer olie i strid med de internationale sanktioner. 

Rusland menes at have hundredvis af skibe, der omgår sanktionerne. 

Den tidligere russiske præsident, Dmitrij Medvedev, der nu er vicechef for Ruslands Sikkerhedsråd, siger ifølge AP News, at hvis Vesten kan tilbageholde russiske skibe, så kan Rusland også tilbageholde og angribe vestlige skibe. 

»Det betyder, at Rusland med en symmetrisk tilgang (en slags øje-for-øje-logik, red.) – hvilket kun er rimeligt – har ret til at angribe ethvert handelsskib tilhørende fjendtlige nationer, uanset om det befinder sig i russisk eller neutralt farvand, hvis der er rimelig grund til at mistænke, at det transporterer last i fjendens interesse. Det gælder enhver form for last,« sagde Medvedev og fortsatte:

»Der er rigtig mange sådanne skibe, og vores militær er i stand til at udvide sine operationer dramatisk langt ud over Sortehavsområdet.«