Nu kan der komme endnu flere soldater til Ruslands krigsmaskine. 

April markerer traditionelt set starten på Ruslands værnepligtskampagne om foråret for den obligatoriske militærtjeneste.

Indtil for nylig har landet indkaldt unge mænd til tjeneste to gange om året – forår og efterår. 

Men nu træder der en ny lov i kraft, der ændrer systemet til at vare hele året rundt.

Eksperter kalder det et kneb fra Putins side for at få flere soldater ned til frontlinjen i Ukraine. 

Sådan lyder det i det uafhængige russiske medie Meduza

Både Rusland og Ukraine har lidt store tab i krigen.
Både Rusland og Ukraine har lidt store tab i krigen. Foto: Sergey Kozlov/EPA/Ritzau Scanpix

Rusland har kæmpet en lang og blodig krig de sidste fire år, der har medført store tab. Derfor er der brug for mere personel, og de unge værnepligtige er i høj grad lettere at presse til at underskrive professionelle kontrakter.  

Den nye lov betyder, at Kreml nu i langt højere grad kan indkalde unge mænd, og at det på samme tid bliver langt mere vanskeligt at undgå værnepligten. 

Ifølge Timofey Vaskin, jurist ved menneskerettighedsprojektet Shkola Prizyvnika (Værnepligtsskolen), tipper ændringen balancen markant imod værnepligtige, der forsøger at undgå tjeneste.

»Før i tiden var et indkaldelsesudkast kun gyldigt i tre måneder. Det betød, at selv en værnepligtig, der havde været igennem alle formaliteterne, kunne trække sagen i langdrag med simple kneb, indtil perioden var ovre,« siger han til Meduza og fortsætter: 

»Så begyndte alt forfra i næste runde. Det gjorde det muligt at udskyde værnepligten længe. Det er der i praksis sat en stopper for nu.«

I forlængelse af det træder en anden lov også i kraft, der strammer endnu mere på systemet. 

Tidligere kunne en værnepligtig, der indbragte sin sag for retten, automatisk få udsættelse, indtil sagen var behandlet.

Men nu kan staten fortsætte processen og sende den værnepligtige afsted, selv mens sagen behandles i retten. 

Med andre ord bliver det næsten umuligt at udnytte smuthuller for at undgå tjeneste.