I de seneste dage har der været gode nyheder for Ukraine.

For USAs særlige udsending i Ukraine, Keith Kellogg, meldte ud, at USA nu vil give Ukraine lov til at bruge amerikanske våben dybt inde i Rusland.

Efterfølgende fortalte den amerikanske vicepræsident J.D. Vance til Fox News, at Trump-administrationen helt præcis overvejer at sende de effektive Tomahawk-missiler til Ukraine.

Der er endnu ikke truffet en endelig beslutning fra USAs side, men det kan potentielt give Ukraine en væsentlig fordel i krigen mod Rusland.

Derfor er det heller ikke en beslutning, som den modsatte lejr ser positivt på.

Ifølge den russiske præsident Vladimir Putin vil en godkendelse af Tomahawk-missiler ikke gå ubemærket hen, skriver TASS.

»Dette (den potentielle beslutning om at sende Tomahawk-missiler til Kyiv) vil ødelægge vores forbindelser, eller i det mindste den fremadstormende positive tendens i disse forbindelser,« oplyser Putin ifølge TASS.

Selvom den endelige beslutning ikke er truffet, kan det være et tegn på, at den amerikanske præsident Donald Trump reagerer på tidligere uoverensstemmelser med Rusland, fortæller Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, til B.T. 

»Det viser, at USA er trætte af, at Rusland ikke bider til bolle ift. USAs forsøg på at lave en fredsaftale. Men igen: Ukraine har brug for våben og ikke kun ord,« siger han.