Den russiske præsident, Vladimir Putin, reagerer nu på beslaglæggelsen af forskningsskibet 'Professor Molchanov' ved Svalbard. 

»Dette er selvfølgelig en manifestation af statsterrorisme. Og dette komplicerer uden tvivl muligheden for at holde bilaterale fredssamtaler,« siger Putin under sin deltagelse i et økonomisk forum i Rusland.

Onsdag aften beslaglagde norske myndigheder det russiske skib ved Svalbard, der nu ligger til kaj i Barentsburg på øgruppen Svalbard i Barentshavet.

Det skete efter en anmodning fra Naftogaz, som er Ukraines største statsejede olie- og gasselskab.

Siden 2016 har Naftogaz forsøgt at gå rettens gang for at få kompensation for, at Rusland tog ejendom, der tilhørte virksomheden, da landet med præsident Vladimir Putin i spidsen ulovligt annekterede den ukrainske halvø Krim i 2014. 

En voldgiftsret i Haag pålagde i 2023 Rusland at betale Naftogaz de 4,22 milliarder dollar – cirka 27 milliarder danske kroner – plus renter og sagsomkostninger som erstatning for virksomhedens tab af afgifter.

Det er ikke sket.

Beslaglæggelsen af 'Professor Molchanov' blev udført, efter at den lokale distriktsdomstol i Norge gav Naftogaz ret til at beslaglægge det russiske skib for at kompensere for virksomhedens tab.

»Jeg kan bekræfte, at guvernøren har modtaget en kendelse fra Nord-Troms og Senja distriktsdomstol om at beslaglægge og udsætte fartøjet,« sagde Håkon Finstad, operationsleder hos Svalbard-politiet, til norsk TV 2 onsdag.

Men Kreml ser altså helt anderledes på sagen.

Opdateres …