Putin-rådgiver sender trussel: Hovedstad kan udslettes på rekordtid
Rådgiveren understreger, at det vil få konsekvenser, hvis Polen indgår i militære handlinger mod Rusland

Rådgiveren understreger, at det vil få konsekvenser, hvis Polen indgår i militære handlinger mod Rusland

Rusland kan få Warszawa til at forsvinde på få dage.
Sådan lyder en opsigtsvækkende trussel fra Nikolaj Patrusjev, der er nær rådgiver til Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Det udtaler rådgiveren ifølge det statsejede nyhedsbureau TASS om den polske hovedstad.
»Hvis Polen indgår i militære handlinger mod Rusland, vil vores land tage hele sit arsenal af styrker og midler i brug, og Warszawa vil ophøre med at eksistere inden for to eller tre dage,« siger Nikolaj Patrusjev til TASS.
Kommentaren kommer i kølevandet på, at den polske udenrigsminister, Radosław Sikorski, i sidste uge på en konference i Kyiv i Ukraine, understregede at Nato ville sejre, hvis Rusland angreb alliancen.
»Hvis Rusland angreb os, og vi tog vores handsker af, tror jeg, at vi ville besejre Rusland ret hurtigt,« lød det fra Sikorski på konferencen.

Nikolaj Patrusjev kalder den vurdering af den russiske militærmagt for »amatøragtig«, og peger i stedet på, at de russiske styrker endnu ikke har udnyttet deres fulde potentiale i krigen mod Ukraine.
Polen anses for en af Ukraines tætteste allierede siden Rusland indledte sin invasion af Ukraine i februar 2022.